Rejsegavekort for 10 mio. kr. kommer i år til at ligge under juletræerne. Det vurderer salgsdirektør i Star Tour, Stig Elling, ifølge Vejle Amts Folkeblad.
– Selv om der endnu er en måned til jul, er telefonerne for længst begyndt at kime. Vi er blevet kimet ned af især 60+ generationen, der gerne bruger 60.000 – 80.000 kr. på gavekort, der kommer til at ligge under juletræet, siger Elling.
Også Apollo Rejser mærker et boom i salget af julegavekort.
– Det er ikke kun rødvins-generationen, der giver hinanden julegavekort til en rejse. Det gælder også den stressede børnefamilie. Her oplever vi, at der bliver brugt mellem 20.000 og 25.000 kr., siger Rikke Koks Andreassen, pressechef hos Apollo Rejser og Kuoni Scandinavia.
Falk Lauritsens Rejser i Herning sælger især julegavekortene til mænd, der er i tvivl om, hvad de skal give deres kæreste eller hustru i julegave.
– De ønsker at købe forkælelse og bruger derfor 6.000 o- 8.000 kr. per rejse, siger Søren Falk Lauritsen, salgsdirektør i Falk Lauritsen Rejser.
sd og ritzau