Når DSB om en uge starter markedsføringen af et nyt butikskoncept, Kort & Godt, sker det i samarbejde med endnu en tøj-dukke. Solvej hedder den nye dukke, som arbejder i de nye butikker, der er en fusion af DSB-kiosken og DSB’s billetsalg. Fra begyndelsen af maj er 35 Kort & Godt-butikker klar, men yderligere 35 vil indenfor det næste års tid se dagens lys. Såvel indretning som koncept af de nye butikker er mere moderne, ensrettet og strømlignet end de tidligere DSB kiosker, som DSB overtog i 2003.
– Det nye koncept er blevet lysere og forhåbentligt vil det føles mere tilgængeligt og lige til, ved at vi har lagt billetsalget sammen med salget af kioskvarer. På den måde skal kunderne kun handle et sted, og vi er fri for at bemande to steder på hver station. Ønsket er at skabe en optimal serviceoplevelse ved at bruge ressourcerne et sted, siger DSB’s markedsføringschef, Hanne Kierstein, der glæder sig over, at det er lykkedes at finde en måde at flytte Harry-konceptet ind i de nye butikker.
På samme måde som Harry har været med til at skabe øget salg og sympati for DSB, skal Solvej skabe sympati for DSB’s nye butikskoncept ”Kort & Godt”. Både DSB og bureauet havde mange overvejelser over, hvordan det skulle lykkes at få Harry til at sætte sine ben i en DSB-butik – når han nu holder så meget af sin bil, vil han jo ikke besøge en DSB-butik. Medmindre at der er noget som lokker ham derind.
Med Solvej får Harry dog ikke kun en ny medspiller, han møder også en person, der får helt nye sider frem i ham. Den monogame Harry bliver nemlig godt og grundigt forelsket i Solvej, som dog ikke umiddelbart gengælder hans kur til hende.
– Da hun er yderest professionel i sit job opdager hun ikke hans lidt kejtede måde at lægge an på hende. Men det er hele po inten i Harry-konceptet. Ligesom Harry ikke pludselig begynder at køre tog, vil Solvej og Harry nok heller ikke pludselig blive kærester, siger Hanne Kierstein, der dog ikke vil lægge sig fast på hvordan romancen mellem Harry og Solvej vil udvikle sig.
– Vi kommer til at følge det meget nøje og vil udarbejde en række analyser af hvordan forbrugerne tager Solvej til sig. Men vi kommer ikke pludselig til at opgive vores dogmer om Harry. De dogmer har fungeret fint i fem år og det er her hele humoren ligger. Ændrer man på dem risikerer man også at hele konceptet dør, siger DSB’s markedsføringschef, der dog understreger, at der ikke er planer om at gøre DSB’s reklameunivers til et Muppet Show.
– Vi har længe godt villet tilføre konceptet noget nyt. Lidt kvindelighed og lidt kærlighed ved vi fra vores undersøgelser, at publikum er interesseret i, men der er ingen planer om andre dukker. Harry er hovedpersonen og det bliver han ved med at være. Med Solvej får vi blot lov til at se nye sider af ham, siger hun.
Der var mange navne oppe og vende inden navnet Solvej blev valgt. Navnet Solvej blev foreslået af en medarbejder i DSB Koncernmarketing. Navnet blev valgt fordi de mener, at det bedst beskriver Harry’s følelser.
– Han elsker veje og hun bringer solskin ind i hans liv. Derfor giver det jo sig selv, at hans store kærlighed må hedde Solvej, siger hun.
Det er skuespilleren Søs Egelind, der lægger stemme til Harry, og det er også hende, der står bag Solvejs stemme. DSB har til at begynde med produceret tre film med Solvej. Den første film med Solvej og Harry får premiere i slutningen i april, og introduktionen af det nye koncept vil ske med et øget markedsføringsbudget for at få befolkningen til at lære den nye figur at kende.



PÅ SIDE 22-25 GÅR MARKEDSFØRING I DYBDEN MED DSB’S HARRY-KONCEPT