Når noget står mejslet i beton, så er det ganske vist.
Således har den brasilianske byggemarkedskæde Telhanorte forsøgt at forsegle budskabet i en ny kampagne, hvor man ønsker at sætte sig ”tungt” på arkitekter og andre fagfolk inden for byggebranchen.
Telhanorte allierede sig med den brasilianske medievirksomhed Editora Abril Publishers og lod de lokale boligmagasiner Casa Cláudia og Arquitetura & Construção indkapsle i beton.
Herefter blev blokke af beton afleveret til arkitektfirmaer, kunder og andre fagfolk, som af gode grunde måtte slå hul på blokken for at få adgang til indholdet.
Budskabet, som er udviklet af bureauet DM9DDB er kort og godt, at før du kan dekorere skal du renovere.
– Vores mission er at levere de bedste løsninger til byggeri, renovering og vedligeholdelse. Med denne kampagne, nåede vi frem til en kreativ løsning, som styrker vores engagement og understreger vigtigheden af, at man forbereder sit hjem før man påbegynder indretningen, fortæller Telhanortes marketingchef Pablo Satyro.