Medierne er med til at tale finans-, bolig-, og den almindelige samfundsmæssige krise op, lyder en del af vor kollektive snusfornuft.
Og den er rigtig – det viser en opgørelse i seneste nummer af Kommunikatøren, Dansk Kommunikationsforenings blad.
Hvis man søger på ordet ”finanskrisen” og ”finanskrise” i infomedia over en tre måneders periode, får man 45.000 artikler frem. Googler man ordene, får man 8,3 mio. hits. Bag denne kvantitative opgørelse gemmer sig en voldsom overrepræsentation af delkriser inden for bank- og boligsektoren.
− Medier og markeder har påvirket hinanden og har skabt en sneboldeffekt, som har smittet af på folks tillid, købelyst og tro på fremtiden, siger John Kielberg fra Kommunikatøren og fortsætter:
− Og dårlige sager, som ville være kommet alligevel, er blevet tilskrevet finanskrisen.”
Han nævner to eksempler på kommunikative snebolde, der har rullet, og stadig ruller videre: Boligkrisen og danskernes lemmingeagtige vandring mod kreditgiverne for at omlægge lån. Hver gang medierne brugte såkaldte neutrale økonomiske eksperter, der ofte er talerør for banker og kreditforeninger, til at spå om renteudviklingen, stormede folk hen for at lægge lån om. Der er penge i den slags.
Det andet eksempel er også smukt: Arbejdsløsheden, der stadig er historisk lav, er talt op af pessimistiske eksperter, så den kommunikeres helt ude af proportioner. Der er immervæk langt fra de 350.000 arbejdsløse i begyndelsen af 90’erne og til i dag, hvor der er under 100.000 ledige og fortsat mangel på arbejdskraft.
Kommunikatøren har samlet nogle af de morsomste overskrifter fra hæderkronede danske medier:
- 500.000 arbejdsløse (Information 14. januar 2009)
- IMF: Finanskrisen er kun lige begyndt (Politiken 19. november 2008)
- Centralbanker i chok-terapi mod historisk krise (Berlingske Tidende, 7. november 2008)
Læs mere om denne interessante håndtering af kommunikationen i Kommunikatøren, der udkommer i denne uge.
Se også
foreningens hjemmeside.