Det fynske reklamebureau Nørgård Mikkelsen er kendt for at have stor erfaring inden for fødevare-marketing, og for ganske nylig er samarbejde med det internationale brand Knorr blevet udvidet.

Det er Knorrs social media-budget, der efter en bureaurunde er landet hos Nørgård Mikkelsen. Det lå tidligere hos Revolt.

Nørgård Mikkelsen er i forvejen lead-bureau på Knorr i Danmark, men skal altså nu også i gang med at udvikle content til virksomhedens forskellige sociale medier.

– Vi skal i første omgang skabe content til Facebook og Instagram, og måske kan YouTube også komme i betragtning, siger Anja Fribo, der er kontaktchef hos Nørgård Mikkelsen.

Bureauet udvikler og opruster løbende på den digitale front – herunder også social media, og ifølge Anja Fribo var det i høj grad bureauets værktøj ”Behovshjulet”, der sikrede budgettet.

– Det handler om at tage udgangspunkt i brugerens behov – men også om, hvilken kontekst du kommunikerer i. På de sociale medier involverer brugerne sig i det, der siger noget om, hvem de er. Det, der giver dem en social udstråling, og det er det, vi og Knorr skal arbejde med, siger Anja Fribo og tilføjer:

– At få succes på de sociale medier er også et spørgsmål om god planlægning – så du kan skabe aktuelt content på forhånd. Til den øvelse er behovshjulet et fantastisk redskab. Vi bruger det rigtig meget til vores store retail-kunder, hvor vi hele tiden arbejder et halvt år foran og følger faste redaktionsplaner. Og derfor var det oplagt også at bruge behovshjulet til Knorrs social strategy.