”Eksemplarisk moderne totalmarkedsføring”. Sådan beskriver en begejstret jury casen om Carlsbergs satsning på markedsføring af cider-drikken Somersby, der sidste år erobrede hjerterne i en yderst vanskelig målgruppe. Og hvor salgs-effekten var eksplosiv.
Derfor blev det Robert/Boisen & Like-minded, mediabureauet PHD og buzz-bureauet Very, der sammen med Carlsberg vandt den eftertragtede Grand Prix ved DRRB’s Advertising Effectiveness Award 2009.
Caserapporten dokumenterer, hvordan Somersby-kampagnen brugte buzz, PR-virksomhed og en, med juryens ord, ”fuldstændig vanvittig historie om en Lord Somersby”, til at skabe enorm gennemslagskraft i den snævre målgruppe af 25-35 årige.
Foruden Grand Prix’en blev der uddelt AEA-statuetter til ni andre cases for ekstremt veltilrettelagte kampagner med klar dokumentation af markedsføringsindsatsens effekt.
Juryformand Mogens Jønck lagde ikke skjul på, at årets konkurrence har været hård:
– Det har ikke været en let opgave for juryen i år. Feltet med alle de 27 shortlistede cases har været i knivskarp konkurrence, og jeg er imponeret over det høje kvalitetsniveau, siger han og fortsætter:
– De 10 vindere bør gøre hele branchen stolt, fordi de med kreativitet og selvsikkerhed i anvendelsen af markedsføringsfagets metoder illustrerer den værdi, branchen skaber for sine kunder ved sikring af den både kortsigtede og mere langsigtede indtjening.
Vindere af AEA-statuetter 2009 (med uddrag af juryens begrundelser)

Nescafé – historien om en brandsucces uden filter

  • Annoncør: Nestlé
  • Mediabureau: Mediaedge:cia
  • Reklamebureau: Propaganda McCann
  • Casen demonstrerer på enestående vis, hvordan korrekt aflæsning af forbrugertrends i markedet kombineret med viljen og evnen til at investere i begavet marketing kommunikation, genererer fremragende resultater. Juryen er navnlig imponeret af, hvordan den kreative strategi udfoldes på diverse platforme.

Vi kommer langt for dine 25-ører

  • Annoncør: Scleroseforeningen
  • Mediabureau: Mediaedge:cia
  • Reklamebureau: DDB
  • Casen dokumenterer, hvordan en godgørende organisation med et begrænset budget kan opnå glimrende resultater, når der tænkes i en målrettet strategi. Og ja, juryen anerkender, at de 500.000 møntposer indklæbet i Nyhedsavisen er en velgennemført genistreg.

Kunsten at hæve prisen og øge salget på samme tid

  • Annoncør: Arla Foods
  • Mediabureau: Carat
  • Reklamebureau: Ogilvy & Mather
  • Med udgangspunkt i en stringent baggrundsanalyse, lykkes det at gennemføre en kampagne, som opnår de ønskede mål. Det lykkedes endvidere at differentiere sig fra andre Arla brands – samtidig med at kampagnen styrker salget.

Telenor Yndlingsnummer

  • Annoncør: Telenor
  • Mediabureau: OMD Danmark
  • Reklamebureau: Wibroe, Duckert & Partners
  • Casen dokumenterer, hvordan en særdeles indsigtsfuld baggrundsanalyse skaber udgangspunkt for en fremragende markedsføringsindsats, der spiller på hele klaveret. Markedsføringsindsatsen leverer en fremragende ROI baseret på den høje forventede livstidsværdi af de nye kunder.

Historien om Carlsberg Sport og et lille egern

  • Annoncør: Carlsberg
  • Mediabureau: PHD Copenhagen
  • Reklamebureau: &Co
  • Casen illustrerer på forbilledlig vis, hvordan valget af og indsigten i målgruppen – drenge i teenagealderen – fører til en genial kreativ løsning. Det ”lille egern” sikrer Carlsberg et nysgerrigt prøvekøb i målgruppen på 95 procent., en lovende markedsandel på ni procent og et fint ROI på bare et år.

L’EASY

  • Annoncør: L’EASY
  • Mediabureau: PHD
  • Reklamebureau: Halbye Kaag JWT
  • Godt eksempel på offensiv markedsføring i en krisetid. Juryen er imponeret over det fornemme og dybt professionelle håndværk, der ligger bag denne case.

Interflora – husk hvad en god indsigt kan gøre

  • Annoncør: Interflora
  • Mediabureau: Mediacom
  • Reklamebureau: Robert/Boisen & Like-minded
  • Casen demonstrerer på fremragende vis, hvordan forandringen af et kreativt koncept kan ændre en hel virksomheds forretningspotentiale. Salgsresultaterne dokumenter, at strategi og udformning fungerer efter hensigten. Siden kampagnestarten i 2001 har Interflora øget ordreindgangen med 60 procent og gennemsnitsprisen per køb med 40 procent.

KIWI minipris

  • Annoncør: KIWI minipris Danmark
  • Mediabureau: IUM
  • Reklamebureau: Sunrise
  • Denne case demonstrerer til fulde, hvad der sker, når man tager markedsføringen alvorligt. KIWI’s succes er baseret på en knivskarp profil. KIWI skal være børnefamiliernes foretrukne discountbutik, og alle tiltag skal lede mærket i den retning. Og det gør de.

Skal du til Stansted findes der bedre flyselskaber – det nærmeste, vi kan klare, er London

  • Annoncør: SAS
  • Mediabureau: Mediacom / (MBS Nordic)
  • Reklamebureau: Wibroe, Duckert & Partners
  • Det lykkes for SAS at styrke brand equity i målgruppen og bidrage til salgseffektiviteten med et fornuftigt ROI. Salgsmodellering viser, at kommunikationsindsatsens kortsigtede bidrag udgør 11 procent af det totale salg, og at ROI udgør 3,40 kroner for hver krone, der er investeret i marketing kommunikation. Fornemt.

Om Advertising Effectiveness Award
Prisen er inspireret af den engelske IPA Effectiveness Award, som i 2009 blev uddelt for 30. gang. Målet er at sætte markedsføring i et ledelsesmæssigt og strategisk perspektiv. Kravet til deltagerne er, at de udarbejder en caserapport, der nøje dokumenterer, hvordan den enkelte kampagne har givet annoncøren målbare resultater for sin investering.
Herved adskiller Advertising Effectiveness Award sig fra de fleste af reklamebranchens øvrige prisuddelinger, der hovedsagligt fokuserer på og belønner den kreative nytænkning.

  • Stiftet 2000
  • Uddeles hvert år
  • Afholdes i samarbejde med Dansk Annoncørforening og TV3
  • De bedste cases udgives i bogen Reklamen til Eksamen
  • Samarbejde med CBS om Advanced Project Work
  • TV3 er hovedsponsor