For to år siden kastede Carlsberg en joker ind i cider-kategorien med lanceringen af en særlig version af sin egen Somersby-succes – Somersby Unlimited.

Drikken blev lanceret med smag af vild kaktus og flasker iført forskellige ”dyriske” designs, og sidste år blev der fulgt op med granatæble og blomsterdesign: en variant, der i øvrigt pudsigt nok fik flere mænd til at drikke Somersby…

Og nu ruller en ny smagsvariant ud, grøn guava, serveret i seks nye designs.

Denne gang er inspirationen hentet hos designere, der dikterer metalliske pangfarver og ikoniske symboler med referencer til popkunsten, fortæller Simon Nygaard, der er partner i Wonderland, som for tredje år i træk er bureauet bag Unlimited-konceptet.

– Metalliske overflader i forskellige afskygninger er utrolig iøjnefaldende og ses efterhånden mange steder – på alt fra accessories til sko og vilde metallic jakker. Derudover ser vi også mange visuelle referencer fra popkultur, arcade-spil og 90’ernes club kids hos vores målgruppe, hvilket vi har forsøgt at forene i de nye designs, fortæller han.

Nyt nyt nyt…
Forbruget i cider-kategorien er i høj grad drevet af nye lanceringer, og ideen bag Somersby Unlimited er netop, at der hele tiden skal ske noget nyt, der afspejler tidens tendenser, og som kan sætte ekstra kulør på (natte)livet.

– Somersby Unlimited er en hyldest til festfolket og dem, der tør skille sig ud.
Hvor temaet for de to forrige kollektioner tydeligt har været inspireret af én iøjnefaldende modetrend, er der denne gang i højere grad tale, om en sammensætning af flere tendenser inden for mode og popkultur, forklarer Simon Nygaard.

Ud over lanceringen af de tre serier af Unlimited-varianter har Wonderland også – for det originale Somersby-brand – stået bag en række ny og overraskende filmiske bud på begrebet ”openminded” under kampagnekonceptet “#JoinTheOpenMinded”.

Det er gennem det seneste par år blevet til tre videoer: Bobby the Hairdresser, Mød ByHøst og senest De Dødelige.

”Openminded”-konceptet blev oprindelig skudt i gang i 2013 med reklamebureauet Robert/Boisen & Like-mindeds film om vinduespudser Jurgen, som satte generte og danse-sky mennesker i gang med at komme ud på dansegulvet.

Siden er der koblet mange flere aktiviteter på – herunder altså de små filmportrætter fra Wonderland under #JoinTheOpenMinded.

Den nye cider med guava-smag er på butikshylderne i denne uge, og kan fås i barer og diskoteker fra uge 20.