Et åbent sind kan komme til udtryk på mange forskellige måder. Og i starten af året bad Carlsberg Danmark, på vegne af sit cider-brand Somersby, bureauet Wonderland om at komme med nye og overraskende filmiske bud på, hvordan man kan være ”openminded”.
Det første skud på stammen bestod af et videoportræt af ”Bobby the Hairdresser”, som blev offentliggjort i juni, og nu er Wonderland klar med næste film i serien: ”Mød Byhøst”.
Udgangspunktet er, at byboer er fjerne fra de ting, de putter i munden, som en af skaberne af Projekt Byhøst siger i filmen. Projektets mål er, at hjælpe det moderne, urbane menneske til at komme tættere på naturen ved at indsamle – og dele – information om, hvor i byen man kan finde urter og anden spise.
Via nettet informerer Byhøst om de bedste steder i de danske byer til at høste blandt andet vilde svampe, hyld, havtorn og ramsløg. Og netop denne nyskabende og åbensindede måde at udnytte byen på er årsagen til, at Wonderland og Somersby valgte Byhøst til den nye “OpenMinded”-video.
“Mød Byhøst” er efterfølgeren til “Bobby the Hairdresser” fra juni, og sammen udgør de to film de første i en række af videoer, der er produceret af Wonderland som del af kampagnekonceptet “#JoinTheOpenMinded”.
Bureauet Wonderland blev etableret i 2005 af de to partnere Simon Nygaard og Sophie Hardinger.
Samme år startede de deres første projekt, kunst- og kulturmagasinet Wonderland, der fik stor anerkendelse i de kreative vækstlag. Siden kom det nu hedengangne galleri WAS (Wonderland Art Space) til. Men i dag er det bureau-aktiviteter, der fylder kalenderen.
I foråret oprettede man en ny afdeling: Wonderland Trends & Research (WT&R), hvis formål er at gennemføre kvalitative undersøgelser og trendspotting og dermed give bureauets kunder større indsigt i nichesegmenter og -fællesskaber – og en bredere forståelse af målgruppers verdensbillede.
Omdrejningspunktet er en omfattende viden om især yngre målgrupper – som Wonderland har navngivet YOADS: Young Adults.
Bureauet beskæftiger i dag en håndfuld faste medarbejdere og flere freelancere og trækker i øvrigt i vidt omfang på viden og input fra et stort netværk af kreative personer fra antropologer og musikere til fotografer og designere.
Wonderland har også tidligere arbejdet for Carlsberg, blandt andet på Tuborgs-mærkets Jule- og Påskebryg, og design af Carlsbergs VIP lounge-bar i Parken.
Se den nye Somersby ”Openminded”-film her.