Penge sparet er penge tjent. Og lige nu frister sommerudsalget med minus 30, 40 og 50 pct. Men det er en god idé at have hovedet med sig, når man udsalgsshopper. Under udsalg vælger mange butikker nemlig at suspendere deres normale bytteregler.
Og det giver anledning til konflikter, når de forvirrede og frustrerede forbrugere forsøger at returnere deres udsalgsvarer, lyder det fra Forbrugerrådet. Det skriver 24timer.
Det billede bekræftes af Dansk Erhverv.
– Misforståelsen om, at man har en lovbestemt fortrydelsesret, er meget udbredt. Og den ærgerlige oplevelse, det giver, mærkes i butikkerne, når folk tror, de har krav på at bytte en vare, og butikken enten ikke har en bytteservice, eller varen er undtaget den normale bytteservice, fordi den er på udsalg,« siger Lars Quistgaard Bay, chefkonsulent i Dansk Erhverv, til 24timer.
Hos Forbrugerrådet er man enig i, at konflikterne opstår, fordi forbrugerne ikke er klar over, hvad der er rettigheder ifølge købeloven, og hvad der er service fra butikkernes side.
– Forvirringen er helt forståelig, for det er lidt tricky i fysiske butikker. Her har man nemlig i bund og grund ikke ret til at bytte sin vare. Selv om mange tror det, dels fordi så mange butikker normalt yder denne ekstra service, dels fordi vi er vant til at have retten på internettet, forklarer Jakob Steenstrup, jurist i Forbrugerrådet, til 24timer.
Set med Forbrugerrådets øjne er løsningen en lovbestemt bytteret på alle køb – udsalg eller ej – fordi det vil gøre op med den unødige forvirring hos forbrugerne og de medfølgende diskussioner. Men den løsning får ikke opbakning af Dansk Erhverv. Her mener man, at regningen så vil havne hos forbrugerne.
– Når en butik holder udsalg, er det, fordi der er varer på hylderne, som de ikke vil føre længere og derfor skal af med. Med en sådan lov vil butikkerne få varer tilbage, som ikke kan sælges. Det vil give tab og på sigt gøre det generelle prisniveau højere, siger Lars Quistgaard Bay til 24timer.
24timer/JP