Nordea-koncernen har sonderinger mellem de bureauer, de arbejder med i Norden med henblik på at beslutte, hvem der skal varetage det nordiske budget fremover. Således kommenterer koncernens kommunikationschef Torben Laustsen de rumlerier, der har været i reklamebranchen om, at der er en bureau-konkurrence i gang.
– Som det også fremgår af pressen, så pågår der overvejelser både om, samt i givet fald hvornår, hvor hurtigt og hvem der skal skifte navn til Nordea. Det er i den sammenhæng naturligt, at vi også overvejer hvem og hvilken konstruktion, der i givet fald skal hjælpe os med den nordiske branding-opgave, siger Torben Laustsen.
Han understreger, at sonderingerne foregår blandt de bureauer, som gruppen samarbejder med på nordisk plan, og at der sikke er involveret bureauer uden for denne kreds.
– Jeg vil godt understrege, at vi er utroligt godt tilfredse med alle vores nuværende samarbejdspartnere, siger Torben Laustsen.
Det er bankforretningen i koncernen, det gælder, og her arbejder Unibank med Wibroe, Duckert & Partners, mens Merita Nordbanken i Sverige og Finland arbejder med Grey, og Kreditkassen i Norge arbejder med Leo Burnett. Ifølge Markedsførings oplysninger er det disse tre bureauer/grupper, der indgår i sonderingerne.
Nordea har her i foråret været synlige med en print- og online-kampagne designet af Wibroe, Duckert & Partners sammen med O&M. Kampagnen har alene handlet om den overordnede branding af Nordea, og det er formentligt dette budget, der er i spil. Men det er klart, at budgettet er særdeles interessant, hvis man beslutter sig for at droppe de lokale navne og gå over til Nordea. Spørgsmålet er, hvordan det vil påvirke vægtningen mellem de lokale budgetter og det nordiske, og hvordan det vil påvirke valget af bureauer til de lokale budgetter.
Torben Laustsen vil ikke udtale sig om disse spørgsmål, som han karakteriserer som meget spekulative og hypotetiske på nuværende tidspunkt. fin