Fra i dag overtager direktøren for salg og marketing i Sonofon, Steen Jespersen, jobbet som adm. direktør i Sonofon. Den nuværende adm. direktør, Tage Reinert, har fået job uden for televirksomheden, skriver Børsen Online.
41-årige Steen Jespersen har været direktør for Salg og Marketing siden januar 2003 og har blandt andet tidligere været adm. direktør for Coca-Cola Tapperierne i Danmark og underdirektør i Carlsberg.
Steen Jespersen afløser Tage Reinert, der har arbejdet fem år som økonomidirektør og det seneste år som adm. direktør i televirksomheden. Tage Reinert har ikke oplyst, hvad han nu skal lave, ud over at det ikke bliver hos Sonofon.