fg@markedsforing.dk
Der var tale om Sonofons største BtB satsning nogensinde, da selskabet i oktober sidste år lancerede et nyt reklame-koncept under titlen “Jagten på de skjulte omkostninger”. Universet var en parodi på tv-serien X-files og erstattede tegne-konceptet Bjarne fra marketing, Freddy Jan og Reklame Finn.
Men resultaterne har ikke levet op til forventningerne, og derfor er universet ikke mere – i hvert fald ikke på tv.
– Konceptet bliver fortsat anvendt i andet materiale, vi bruger. Men selvfølgelig kan man spørge, om det kan holde, hvis det ikke er på tv, siger kommunikationsdirektør Peter Berg.
Han fortæller videre, at det i det hele taget er et spørgsmål, om Sonofon vil gå på tv igen med BtB markedsføring.
– Vi har ikke fortrudt satsningen, og den har da heller ikke været resultat-løs. Vi har flyttet os på nogle af målepunktern e, og tv-kampagnen har også virket positivt i dialogen med kunderne. Men i forhold til de omkostninger, der er forbundet med at holde et univers i gang på tv, er det et spørgsmål om de står mål med udbyttet og om pengene kan bruges på en bedre måde. Vi overvejer i øjeblikket, hvad vi skal, men alt peger på, at vi vil søge andre veje end tv, siger Peter Berg.
Han fortæller videre, at alt peger på det hårde indsalg som det, der skal til over for erhvervs-kunderne.
– Vi skal ind hos dem og give dem en oplevelse af, hvad vores produkter kan gøre for deres effektivitet. Og først når de oplever det, har vi ordentlig fat i dem, siger Peter Berg.
Han ser ikke umiddelbart print som en oplagt arvtager til kommunikation på BtB markedet.
– Min holdning her er ikke anderledes end hidtil – jeg vil gerne se noget effekt-dokumentation. Så tror næppe, at print kan erstatte tv. Vi er derimod mere ude i at tænke i kreative kontakt-punkter, siger Peter Berg.