Telenors danske selskaber, Sonofon og Cybercity, gav tilsammen rekordhøj omsætning og indtjening i 2006. De to selskaber er sat under samme tag, og det betyder flere kombinerede tilbud om mobil og bredbånd i 2007.
– Nu har vi skabt forudsætningen for i langt højere grad at udnytte, at vi har 1,4 millioner mobilkunder, som også har brug for bredbånd, og 174.000 bredbåndskunder, som også skal have mobiltelefon, siger administrerende direktør for Sonofon og Cybercity Henrik Clausen. Samtidig vil den kraftigt stigende konkurrence på bredbåndsmarkedet komme kunderne til gode, vurderer han.
– Vi er helt sikre på, at der vil ske prisfald i 2007, siger han.
Sonofon fik 114.000 nye kunder i 2006, mens Cybercity fik 52.000 nye kunder. De to Telenor-selskaber havde tilsammen en omsætning på 5,9 milliarder kroner og et overskud før skat på 789 millioner kroner.
/ritzau/