Tilbage i 2009 købte det højtprofilerede amerikanske reklamebureau Crispin Porter + Bogusky det lige så højtprofilerede svenske webbureau Daddy med hovedkontor i Göteborg, over 50 ansatte og kunder som Heinz, Carlsberg, Telia og SAS i porteføljen.
Daddy skiftede navn til Crispin Porter + Bogusky Europe, og blev allerede dengang udset til at spille en fremtrædende rolle i bureauets europæiske univers og blandt andet styre CP+B’s kontorer i Spanien, Tyskland og England.
Og nu har CP +B’s svenske kontor for alvor fået en international fjer i hatten, idet bureauet – efter en pitch ledet af den svenske bureaukonsulent Max Aperia – har vundet Sony Ericssons nordiske budget.
I en meddelelse skriver bureauet i dag, at samarbejdet går i gang her i januar, og at bureauet sammen med Sony Ericsson skal ”udvikle kampagner og marketinginitiativer for Norden samt styre eksisterende og kommende kampagner i alle medier”.
Hovedopgaven bliver at styrke Xperia-brandet yderligere på de nordiske og baltiske markeder.
Der er udpeget fire personer fra Sony Ericsson til det fælles team, herunder Joakim Liljedal, Head of Marketing, Nordic & Baltic, mens Crispin Porter + Bogusky leverer otte mand, herunder Executive Creative Director Gustav Martner – en af de oprindelige grundlæggere af Daddy – samt yderligere to kreative, Jonas Wittenmark og Tobias Carlson.
Ericsson forsvinder
Japanske Sony købte i øvrigt i oktober sidste år den svenske Ericsson-koncern ud af deres fælles mobilselskab for 7,8 milliarder kroner, og alle de nye mobiltelefoner vil derfor blive solgt under navnet Sony.
Til marts kommer den første mobiltelefon under Sony-navnet til Europa, Xperia S, som leverer fuld HD-billedkvalitet og kan optage fotos i 3D. Den er samtidig udstyret med Sony-teknologi, så den kan kobles til fjernsynet eller på et trådløst net og dele indhold.