Malingen drypper ikke bare. Den falder ned fra himlen som farvestrålende regn. Omtrent sådan ser det ud, når Sony leger med maling. Som en regnbue der pludseligt falder til jorden og farvelægger de grå bygninger på usandsynlig, fantastisk vis.
Den farverige leg er resultatet af samarbejdet mellem Sony, instruktøren Jonathan Glazer, 70.000 liter maling og to kedelige grå bygninger i Glasgow, Scotland. Bygningerne agerer lærred, Jonathan Glazer maleren og malingen hans legetøj. Ved hjælp af kontrollerede sprængninger skydes og kastes malingen op på bygningerne.
Sony har oplevet stor interesse for sine reklamer for Bravia-tv, siden selskabet skabte en reklamefilm med tusindvis af kulørte hoppebolde på vej gennem San Fransico. En film, der var instrueret af den danske instruktør Nicolai Fuglsig.
Den succes bygges der nu videre på, men på en helt ny måde. Denne gang er det altså maling, der er blevet ”sluppet løs” på to kedelige grå bygninger i Glasgow.
Den nye tv-kampagne lanceres den 1. november, hvor den i første uge bliver vist i et 70 sekunder langt indslag på kanalerne TV2, TV3, Discovery og SBS Tv. Sony vil i kampagnen også gøre brug af Internettet, hvor bannere skal skabe opmærksomhed omkring produktet.
For at fremme udbredelsen af kampagnen online, vil Sony løbende bringe opfølgning og kommentarer på nettet, således, at kommunikationen omkring Sony Bravia bliver oplevet som en åben tovejskommunikation med Sony som aktiv deltager.
Christa Bülow, der er marketingchef i Sony Danmark siger:
– Den tidligere reklame “Balls” genererede over 8000 links på Internettet, så det er klart, at vi i år skulle gøre mere for at understøtte interessen. Det gør vi ved at tilbyde mere indhold og ved at gøre det let at downloade og dele kampagnen med andre. MSOL