Det vil ikke rigtig lykkes for Sir Martin Sorell at få overbevist ejergruppen bag Taylor Nielsen Sofres, TNS Gallup, om lyksalighederne ved at blive en del af WPP-gruppen.
I hvert fald havde kun, hvad der svarer til 11 pct. af aktiekapitalen sagt ja til opkøbet, da den seneste frist udløb i fredags, den 12. september. Det er blot to pct. flere end, da den forrige udløb den 29. august.
Så nu har Sorell valgt at forlænge fristen endnu en gang, skriver Adweek.com.
Den nye deadline hedder den 26. september, og TNS-aktionærerne får hermed godt ti dage mere til at fundere over WPP-gruppens bud, der lyder på, hvad der svarer til over 12 mia. kroner.
Ledelsen hos TNS Gallup er ikke varm på overtagelsen, bl.a. fordi man mener, prisen er for lav, og derfor har man hidtil anbefalet sine aktionærer at takke nej til Sorells tilbud.
Oprindelig startede hele forløbet tilbage i april, hvor tyske GfK og TNS i fællesskab meldte ud, at man var i fusionsforhandlinger.
Planen var dengang, at der skulle gennemføres en såkaldt ligeværdig fusion mellem de to parter.
Imidlertid kom WPP-gruppen i vejen med et officielt modbud – og senere endnu et – og i august meddelte GfK så, at man trak sig ud af væddeløbet.
Umiddelbart burde GfK’s beslutning have styrket WPP-gruppens muligheder for at udvide WPP’s analyseaktiviteter, men noget tyder altså på, at det ikke skal gå så nemt som ventet.
WPP-gruppen har allerede sin egen analysedel, Kantar, og planen er – om overtagelsen lykkes – at lægge TNS sammen med Kantar.
sit