Sir Martin Sorrell rører nu på sig i kølvandet på sommerens nyhed om en planlagt gigant-fusion mellem Omnicom Group og Publicis Groupe.

Det sker i form af et indlæg på det eneste sociale netværk, som Sorrell er aktiv på, LinkedIn.

Han har tidligere udtrykt skepsis over for såvel Twitter som Facebook, men han er tilsyneladende langt venligere stemt over for LinkedIn, hvor han endda er en del af Influencer-programmet.

I indlægget skriver han bl.a., at WPP Groups mål er, at 45% af reklamenetværkets omsætning i 2018 – hvor den forventes at runde små  100 milliarder kroner – skal stamme fra digitale kilder.

Udmeldingen følger som sagt i kølvandet på den planlagte fusion mellem Omnicom og Publicis, som skaber verdens største reklame-konglomerat. En position som Sir Martin Sorrell og WPP Group hidtil har haft.

Langer ud efter fusions-partnere

I indlægget løfter han lidt af sløret for den strategi, der skal bringe WPP tilbage på toppen. En strategi som et par digitale opkøb – bl.a. af Verticurl – de seneste uger allerede har mere end antydet.

– Vores strategi er enkel: Nye markeder, New Media, Data Investment Management og ikke mindst “horisontalitet”, skriver han og fortsætter: “Det sidste lyder måske lidt klodset, men det handler i bund og grund om at få vores 165.000 medarbejdere i 110 lande til at arbejde tættere sammen”.

Sorrell benytter også lejligheden til at lange også ud efter rivalernes fusionsplaner:

– Andre (Læs: Omnicom og Publicis, red.) på markedet tager tilbageskuende, strategiske skridt af forskellige usammenhængende og modsætningsfyldte grunde, siger han og fortsætter: ”Vi fastholder derimod fokus, ja, vi strammer ligefrem strategien, lyder Sir Sorrels afskedssalut.

Læs selv Sir Martins LinkedIn-indlæg her.