Verdens største bureaunetværk er ubestridt WPP, men inden for de nye medier, de digitale og de interaktive tjenester, er Publicis-kæden verdens absolut førende.

Hele 32,9% af verdens digitale revenue flyder igennem det fransk-ejede globale netværks årer. Det er Sir Martin Sorrell træt af, så meget, at han for et par måneder siden garanterede, at op mod 40% af WPP’s fremtidige investeringer går direkte efter de digitale kompetencer.

Og nu tager han endnu et skridt ved at indgå samarbejde med Twitter. WPP-netværket får den umiddelbare fordel, at al Twitters data må benyttes af Sorrells folk, der er iført de analytiske kedeldragter. Det er fx GroupM, Wunderman og business insights kompetencerne i Kantar, der får glæde af Sorrells offensiv.

At trækket også er et forsvar på Publicis position kan se af, at netop verdens tredjestørste kæde allerede i april indgik en ren reklameaftale med Twitter.

Tobakken på vej tilbage

Et anden interessant skaktræk på markedet kommer fra tobaksindustrien. De tre største amerikanske tobaksproducenter fik som bekendt håndjern på i 1998 og 1999, da en stribe restriktioner blev sænket ned over den industri, der brugte i runde tal en milliard dollar årligt på medierne.

Disse penge forsvandt fuldstændig fra markedet, hvilket især gik ud over magasinerne, men også tv-stationerne blødte. Nu kommer plastret i form af kommunikation for e-cigaretter, den næste store indtægtskilde for aviser, blade og magasiner, der har mistet godt 25% af læserne de seneste 10 år.

Citibank fortæller ganske morsomt, at de store producenter forventes at bruge præcist 1 mia. dollar i år på positioneringen af e-cigaretter, hvilket er en fordobling i forhold til 2012.

Den største producent, Philip Morris, har netop launchet koncernens nye e-cigaret, R. J. Reynolds, USA’s næststørste producent, sendte deres nyeste bidrag til folkesundheden på markedet for en måned siden, og nummer tre, Lorillard, er allerede kraftigt i gang, og poster 40 millioner dollar ind i bare et af koncernen brands i år.

Dermed bindes sløjfen naturligvis til de store tobakskoncerners andre brands, og politikerne på Capitol Hill må endnu engang i tænkeboks, når de opdager, at det dalende tobaksforbrug sandsynligvis ændrer i slipsstrømmen på annonceringen for e-cigaretter.