SP2 Prepress i Virum nord for København har i dag måttet afskedige 9 medarbejdere, der skal fratræde over de næste 3-5 måneder.
Afskedigelserne er et resultat af primært to ting. Den ene er den generelle afmatning i reklamebranchen. Den anden er, at SP2 gennem de seneste par år har udviklet sig fra at være et rent repro-/produktionshus til at også at beskæftige sig med kreativ produktion og konceptudvikling inden for både web og reklame.
Derfor var der ikke mere det rette kompetencemix. De 9 afskedigede er beskæftiget inden for repro/DTP, men samtidig har man i de seneste måneder ansat 4 nye medarbejdere i de kreative funktioner, som nu beskæftiger 8 medarbejdere.
Adm. dir. Bjørn Andersson forventer, at denne udvikling vil fortsætte.
SP2 beskæftiger efter dagens afskedigelser ialt 88 medarbejdere.