Internettets udbredelse er på hastig fremmarch i Danmark, og det åbner op for nye muligheder for erhvervslivet og dets ledere. Set i det lys tegner fremtiden for danske virksomheders konkurrenceevne ganske god. Hvis vi i denne forbindelse vælger at sammenligne os med Sverige og Finland, så tegner der sig et andet og mere dystert billede. Det er vel heller ikke uden grund, at man i Silicon Valley referer til “Stockholm-Helsinki Gateway“, når snakken falder på de skandinaviske markeder? Eller har de simpelthen bare “glemt“ Copenhagen over there?
Størstedelen af danske erhvervsledere vil nok ønske sidstnævnte, men faktum er at vores nordiske naboer er længere fremme i den elektroniske udvikling. En af de væsentligste årsager til at vi i Danmark ikke har samme handel på internettet som i Sverige og, at man i Danmark kun bruger halvt så mange penge på markedsføring overfor forbrugerne på internettet. Omsætningen var i Danmark ca. 100 mio. i 1999, og tilsvarende tal i Sverige estimeres til kr. 400 mio. Varerne sælger jo ikke sig selv!!

EVNER OG MOD
Spørgsmålet man må stille sig selv som erhvervsleder/marketingchef er: “Hvad betyder denne udvikling for min virksomhed, samt hvad betyder denne udvikling for min personlige karriere?“ Forventningen til internettets bæreevne har betydet utrolige vækstrater for firmaer som udnytter det elektroniske markeds muligheder, det være sig indenfor salg, distribution eller service. Det betyder at man som erhvervsleder står overfor kæmpe udfordringer.
Succesrige beslutningstagere skal fremover i stigende grad have evnen og modet til at handle proaktivt, være risikovillige og gøre sig erfaringer indenfor digital markedsføring. Det varer nok et stykke tid før Philip Kotler kommer til at udgive en bog om 5 måder at agere i et digitalt marked, og det er givetvis nødvendigt at gøre sig erfaringer med digital markedføring inden da.
Pointen er, at uanset hvilke tal der står på bundlinien, har de virksomheder der har kunnet udvikle sig i takt med internettet, en kæmpe fordel fremfor de der afventer. Uanset hvordan man vender og drejer situationen er der ingen fordel ved at afvente mere. Dette er uanset, hvilket formål man end måtte have med sin internet kommunikation.
Især på marketingsiden har det været svært at overtale de ansvarlige hos “traditionelle virksomheder“ i den værdi det har, at være på internettet og gøre sig de første digitale markedsførings erfaringer. Virksomhederne har været særdeles vedholdende i deres traditionelle mediebrug. Årsagen skal sikkert findes i den personlige usikkerhed omkring digitale markedsføringsstrategier som præger virksomhedernes beslutningstagere. Internettets udbredelse i alle samfundslag og virksomheder imellem taler sit tydelige sprog – elektronisk markedsføring bliver en afgørende konkurrence parameter. Naturligvis vil øget dokumentation, bl.a. skabt ved indførelsen af et PC-Meter i de kommende måneder, skabe tryghed hos dem som endnu ikke har brugt digital markedsføring, men disse vil være mange erfaringer bagud allerede.
En virksomhed der ikke gør sig erfaringer nu, vil i fremtiden blive tvunget til at indhente det forsømte på rekordtid. Virksomheder vil blive presset til at profilere sig på nettet for at bibeholde deres konkurrenceposition. Resultatet af dette scenario er, at virksomhederne lancerer storstilede elektroniske markedsføringskampagner uden nogen form for forudgående erfaringer eller præcis ide om deres forventninger til kampagnen.
Nu er pointen ikke, at alle skal omlægge deres budgetter så disse kun rummer en strategi baseret på en internet-platform. Pointen er at afsætte ressourcer nu, så man kan komme i gang, gøre sine erfaringer og opbygge et grundlag for fremtiden. De penge man ikke afsætter i dag er en dårlig opsparing for fremtiden. Den udvikling der hidtil har været har betydet, at jo før på markedet jo billigere har investeringen i internettet kunnet gøres. Man kan kort sagt sige, at man har kunnet købe dyre internet erfaringer billigt.
Det er derfor ikke kun vigtigt at finde ud af, hvordan internettet kan give input til organisationen, men hvilke erfaringer man får og hvor i organisationen disse vil påvirke. Specielt større virksomheder han have svært ved omstillingen og konflikter mellem salgs- , marketing-, og IT afdelingerne. Derfor er det vigtig at finde en samarbejdspartner som har ekspertisen på internet markedsføring og kvalifikationerne til at udnytte de muligheder der findes, således at den strategiske platform styrkes og erfaringerne ikke går tabt.