Det ser rigtig skidt ud med økonomien i Spanien. Det blev sent torsdag understreget af kreditvurderingsinstituttet Standard & Poor’s, der nedjusterede Spaniens kreditværdighed med to karakterer fra A til BBB+.
– Vi vurderer, at Spaniens budgetunderskud sandsynligvis vil bliver forringet på grund af den yderligere økonomiske nedgang, lyder det fra Standard & Poor’s.
Instituttet regner også med, at den spanske stat bliver nødt til at komme bankerne til undsætning igen, da deres økonomiske rygrad simpelthen er for svag.
– Den negative vurdering afspejler de betydelige risici for Spaniens økonomiske vækst, og den betydning de vil have for landets kreditværdighed, skriver Standard & Poor’s.
Kreditvurderingen har betydning for, hvor dyrt det er at låne penge, og det bliver dyrere, jo dårligere vurderingen er. Dermed gør kreditværdighedsvurderingen fra Standard & Poor’s det endnu sværere for Spanien at komme ud af den økonomiske krise.
Business.dk