San Miguel-øl fra Spaniens største bryggeri markedsføres musikalsk i næsten 20 lande under et ”brand manifesto”, som handler om at leve livet, at bryde mure ned og være ”worldly inclusive”.

Og hvis nogen synes, at den slags lyder som en omgang påtaget reklame-pjat, så har de ikke mødt manden bag strategien: Mahou San Miguels internationale marketingdirektør.

Han hedder Erik Eduard d’Auchamp, han er dansker, og hvis der findes en marketingdirektør, der i den grad selv er et billede på det, som hans brand gerne vil udtrykke, så må det være ham.

Hans far er dansk, men med fransk oprindelse. Deraf navnet d’Auchamp. Han er født i Brasilien af en brasiliansk mor, opvokset i Danmark fra han var 13 år, gift med en venezuelansk/belgisk kvinde – og qua sin stilling som International Marketing Director i den spanske bryggerigruppe bosat i Spanien siden 2006.

Og siden da har San Miguel-brandet, helt i tråd med Erik Eduard d’Auchamps egen baggrund, været markedsført med ”worldly inclusive”- og med musik som omdrejningspunkt.

– Musik er jo grænseoverskridende. Musik kan bidrage til at samle folk og bryde grænser ned. Derfor bruger vi interkulturel musik så meget i vores marketing, siger Erik Eduard d’Auchamp.

Sidste år var det således den britiske jazz-pop-kunstner Jamie Cullum, der stod i front for San Miguel, og i år er det den britiske, libanesisk-fødte sanger og pianist Mika, der synger nummeret ”Live your Life”.

– Mika har specifikt skrevet nummeret til San Miguel ud fra vores ”brand manifesto”, og filmen er den tredje musikvideo i en serie om ”Citizens of a place called the World”, som vi har kaldt det, siger Erik Eduard d’Auchamp.

Mød ham i det nye nummer af Markedsføring, som er på gaden i denne uge.

Og se den nye San Miguel-reklamefilm her.