Tip en ven og få – måske – en overraskelse, sagde banken Spar Nord i efteråret til sine kunder. Men Forbrugerombudsmanden vendte tommelfingeren nedad, så nu er en række af de digitale elementer kampagnen stoppet. 
En tilfreds kunde må ganske vist gerne tippe en ven, hvis det sker på kundens eget initiativ. Men hvis den tilfredse kunde tipper venner og bekendte via e-mail eller sms, fordi virksomheden har oplyst, at der måske gives en belønning for det, vil det være i strid med forbuddet i markedsføringsloven mod spam, hvis vennen ikke har bedt om henvendelsen.
Det har Forbrugerombudsmanden meddelt Spar Nord, der efterfølgende har trukket sit kampagnekoncept tilbage.
Forbrugerombudsmanden siger desuden, at tip en ven via en sms-løsningen, som virksomheden stiller til rådighed, i den konkrete sag i sig selv udgjorde en overtrædelse af markedsføringslovens paragraf 6, stk. 1 – uanset om kunden gjorde det på eget initiativ eller for at få en mulig gave.
Hos Spar Nord siger kommunikationsdirektør Ole Madsen, at man naturligvis har taget afgørelsen til efterretning.
– Vi havde forsøgt at indarbejde et ”dobbelt samtykke” i konceptet, hvor den tippede selv skulle tage stilling til, om han ville høre fra os, og mente faktisk også vi var lykkedes med det. Men vi må konstatere, at det altså desværre ikke holdt sig inden for de grænser, der gælder.
Burde I ikke have tjekket et koncept som dette med Forbrugerombudsmanden på forhånd?
– Jo, det burde vi helt bestemt. Lige nu er vi derfor også i fuld gang med at ændre på nogle af elementerne til konceptet, som vi vil præsentere for Forbrugerombudsmanden en af de kommende dage. Så håber vi, at kunne komme igennem med vores ambition om at bruge de digitale medier til at skabe et koncept, der kan bygge på ambassadør-effekten, som det oprindelig var intentionen.
Er du enig i afgørelsen?
– Om jeg er enig eller uenig, gør jo ikke nogen forskel, for ligesom alle andre skal vi rette os efter reglerne. Men jeg vil tillade mig at mene, at det kunne være relevant med en diskussion om, hvorvidt reglerne fortsat er i trit med den digitale virkelighed.
Hvad mener du med det?
– At hvis en virksomheds kunde skriver sin nabos navn og adresse ind i en funktion på virksomhedens hjemmeside og tipper ham ad den vej, så må virksomheden gerne sende breve til den pågældende. Men hvis det sker pr. automatisk genereret sms, så er det ulovligt. Brevet er altså ”mindre farligt”, og det er for mig at se ude af trit med den digitale virkelighed, siger Ole Madsen.