Det sønderjyske pengeinstitut Frøs Herreds Sparekasse fortsætter kampen mod de nye boliglån, SDO’erne, som Folketinget andenbehandler tirsdag.
Sparekassen frygter, at SDO’erne risikerer at smadre verdens bedste realkreditsystem. Derfor har sparekassen tirsdag sat annoncer i Berlingske Tidende og JyskeVestkysten, hvor Frøs Herreds Sparekasse opfordrer medlemmerne af Folketinget til at genoverveje deres holdning til lånene, som Frøs Herred Sparekasse betegner som det “rene galimatias”.
– Især den unge generation – er ilde stedt, hvis storbankerne får det, som de vil have det. Markedet bliver helt uigennemskueligt, og grundlaget for en fair konkurrence undergraves. Samtidig er mange eksperter nået frem til, at SDO-lånene oven i købet bliver dyrere end de nuværende. Derfor råber vi nu vagt i gevær i håb om at blive hørt, siger Kurt Jensen, administrerende direktør i Frøs Herreds Sparekasse.
/ritzau/