Med et budget på over tyve millioner kroner til markedsføring skulle lanceringen af Speedytomato.dk være sat i gang her i løbet af efteråret. Ideen med den hurtige tomat var at opbygge en “paneuropæisk multiacces portal“, som også skulle lanceres i lokale udgaver i alle andre europæiske lande.
Det store million-budget skulle bruges i to etaper. I foråret og sommeren var planen langsomt og gennem græsrødder at forsøge at bygge et kendskab op til portalen, mens den store seje massekommunikationssatsning med tv-reklamer først skulle finde sted i efteråret.
– Kendskabsopbygningen gennem græsrødder fungerer som planlagt. Men det store seje træk er nu udskudt. Ambitionerne og strategien for Speedytomato har ikke ændret sig, men tidspunktet for lanceringen er rykket, siger Jesper Korsskov, marketingchef hos Speedytomato.dk, der er 100 procent ejet af Telia. Han vil helst ikke sige noget om hvornår lanceringen finder sted og hvor mange personer som har tilmeldt sig tjenesten, men han understreger, at lanceringen ikke er udsat på ubestemt tid.
Telia har ikke kun skabt projektet for deres egne kunder, men for hele det voksende telefonmarkedet. Meningen med portalen er, at det skal være gratis at registrere sig som bruger på Speedytomato.dk, der giver mulighed for at blive koblet sammen med sine venner og modtage indhold på de mange platforme, der eksisterer som fx kan være ens mobiltelefon.
Herhjemme findes der ikke nogle portaler, som svarer til Speedytomato.dk, men i USA har man længe kendt til fænomenet. Det fulde udbytte af et medlemskab af portalen får brugeren først, når alle ens venner og familie er medlem. I en sådan situation vil mobiltelefonerne fx kunne bruges til at finde venner eller personer med samme profil.
Det er stadigvæk det digitale kommunikationsbureau Neo Ideo som skal stå for strategi, dialog og indholdsopbygning af portalen i Danmark. Målet med speedytomato.dk er at blive blandt de fem største portaler inden for de næste par år.