En overraskende vinder kan vise sig at stå tilbage, når støvet har lagt sig oven på de seneste måneders turbulente opkøbsdrama om Danisco. Med en ejerandel på over ti procent af aktierne i Danisco tyder meget nemlig på, at den amerikanske hedgefond Elliott Associates vil stå tilbage som mindretalsaktionær, når DuPont på fredag afslutter sit bud på Danisco. Det kan blive en særdeles lukrativ position for Elliott Associates, der er berømt – og berygtet – for at investere aggressivt. Intet i de danske børsregler forhindrer nemlig, at DuPont, så snart buddet er udløbet, kan tilbyde de resterende mindretalsaktionærer i Danisco en højere pris for de aktier, de måtte sidde tilbage med.
Dermed kan DuPont uden problemer tilbyde Elliott en væsentlig merpris for hedgefondens ti procents ejerandel i Danisco allerede i næste uge, hvis DuPont skulle ønske det.