Carlsbergs ølbudget var en god nyhed for Halbye, Kaag & Partners. Men dermed er det ikke slut med nyhedsstrømmen fra bureauet, som rummer både en god og en dårlig mere.
Den gode er, at Pernille Simmelkiæer fra TMP er blevet ansat.
Den dårlige er, at Spies har besluttet at skifte bureau.
– Carsten Kaag og Spies har arbejdet sammen i mange år, så det er selvfølgelig ærgeligt. Men sådan er livet, siger Steen Halbye.
Direktør Henrik Neelmeyer begrunder bureauskiftet med dels et ønske om fornyelse, og dels et ønske om et full-service bureau.
– Vi plejer at skifte ca. hvert 3-4 år, men i denne omgang har vi altså samarbejdet med Carsten Kaag i 6 år. Men nu syntes vi, at tiden er inde til at ændre tone. Vi er desuden interesseret i at finde et bureau, der er full-service. Vi satser mere og mere på dialog og internet, og vi ønsker et bureau, der rummer det hele – også PR og event – og ikke blot i form af alliancer, siger Henrik Neelmeyer. Han vil ikke oplyse, hvem Spies snakker med, men beslutningen ventes inden for 14 dage.
Pernille Simmelkiæer kommer fra en stilling hos TMP, hvor hun har opbygget en betydelig ekspertise indenfor analyse, research og markedsføring af internet-virksomheder.
– Markedsføring af internet relaterede services har kun ganske få ting til fælles med markedsføring af traditionelle mærkevarer. Det er en helt anden tankegang og en langt mere segmenteret og kompliceret markedsføringsplan, der skaber resultater, og Pernille Simmelkiæer bliver derfor et værdifuldt bidrag til bureauets arbejde indenfor dette område, siger Steen Halbye.