Omkring 100.000 Spies-gæster har givet karakter til feriesengene på rejeselskabets cirka 750 hoteller. Og undersøgelsen viser, at sommerens bedste seng står i Tyrkiet – de værste står på hoteller i Bulgarien og på Mallorca. Det skriver takeoff.dk.
At rejseselskabet gerne fortæller om de hoteller, der ifølge gæsterne har de bedste senge, er ikke overraskende. Men vi må også gerne få at vide, hvem der får kritik. De navngivne sengesyndere er således Alcudia Pins på Mallorca, der skraber bunden sammen med Arabella Beach i Bulgarien.
Hvorfor fortæller I om navngivne Spies-hoteller, der får kritik fra gæsterne?
– Jamen, nu beder vi løbende vores gæster om at vurdere deres oplevelser. Ikke bare af sengene, men også af mange andre områder af deres ferie. Det bruger vi i vores arbejde med feriestederne og hotellerne, og så er det da også naturligt, at vi fortæller om det, siger Spies’ kommunikationschef Torben Andersen.
Det er vel også helt i tråd med salig Simon Spies’ mantra om, at dårlig omtale er bedre end ingen omtale?
– Ha, ja det kan du sige, men det er nu ikke sådan det er tænkt. Hvis vores hoteller får dårlig omtale, ser vi på hvorfor, og prøver i samarbejde med hotellets ledelse at rette op på det. At vi kommunikerer om det, er vel mere et udtryk for almindelig åbenhed.
Men helt ærligt: Det tiltrækker vel ikke ligefrem flere gæster til de to nævnte bundskraber-hoteller?
– Nej, næppe. Men det gør heller ikke så meget, for vi har opsagt kontrakten med dem.
Ville I have nævnt dem ved navn, hvis I stadig samarbejdede med dem?
– Det kunne vi sagtens have gjort. Og i så fald skulle det ses som udtryk for, at vi var i gang med en proces, der skulle rette op på de dårlige vurderinger og give vores gæster bedre service og bedre oplevelser fremover.