Det meget omtalte rejsebureau Ving Tours vil blive mødt med en stævning og et krav om fogedforbud mandag kl. 12.00, hvis det ikke ophører med at bruge Ving-navnet og i øvrigt ændrer sin markedsføring.
Så kontant lyder meldingen fra Spies-koncernen, der ejer varemærkerettighederne til Ving-navnet i Danmark, og som beskylder Ving Tours for at have plagieret Spies’ slogan ”Spies, rejs og vær glad”.
Ving Tours markedsfører sig netop nu under sloganet ”Smil, rejs og vær glad”.
Det nystartede bureau har ellers forsøgt at imødekomme Spies-koncernen. Ifølge Spies har man således modtaget et brev, hvor Ving Tours’ advokat foreslår et “forligsmøde” i den nærmeste fremtid«.
– Dette afvises klart af Spies, som finder henvendelsen ”useriøs” og blot et forsøg på at vinde yderligere tid, hedder det i en meddelelse fra Spies.
Ving Tours annoncerer med rejsetilbud i flere dagblade og på outdoor-reklamer, men rejsebranchen er stærkt i tvivl om, hvorvidt Ving Tours har reelle hensigter. For eksempel skrev firmaet på sin hjemmeside, at det var medlem af Danmarks Rejsebureau Forening uden at være det, og hverken flyselskaber eller hoteller på firmaets hjemmeside vil kendes ved Ving Tours.
Selskabets direktør, Tom Hansen, ville heller ikke i går svare på spørgsmål:
»Ingen kommentarer. Kan du have en god dag,« sagde han.
Ving Tours er registreret hos Rejsegarantifonden, og derfor vil kunderne få erstatning, hvis de ikke får den vare, de har betalt for. Fonden undersøger netop nu firmaet, men forventer ikke at kunne melde noget ud før i næste uge.
Jyllands-Posten