Kender du mobil- og tablet-spillet Subway Surfers? Ellers spørg dine børn eller teenagere. De gør med statsgaranti.
Spillet er dansk, skabt af den yderst succesfulde virksomhed Sybo sammen med Kiloo – det kom på markedet i 2012 og har siden da nået over 1,3 milliarder installationer.
Og nu rykker spillet så også ”ud i virkeligheden”. Det sker i morgen, når den unge virksomhed – sammen med event- og konference-virksomheden Eventive.dk – står i spidsen for Subway Surfers Street Party – en event, der retter sig mod de 8-16-årige som en hyldest til streetkulturen.
Arrangementet byder på en masse workshops samt muligheden for at se den bedste danske skater gennem tiderne, Rune Glifberg, vise sine evner på ramperne, og så sørger DJ Noize og DJ Ezi Cut for at bidrage til den helt rigtige street-stemning.
Bodie Jahn-Mulliner, som sammen med Sylvester Rishøj har skabt Subway Surfers-universet, glæder sig til sammen med en masse børn og unge at skulle dyrke gadekulturen til Subway Surfers Street Party.
– Vi kommer selv fra miljøet og den streetkultur, som inspirerede os til at skabe Subway Surfers, så vi glæder os helt vildt til at fejre alt det, vi er vokset op med. Det handler om at give tilbage til vores community, og vi håber på at se alle byens cool kids komme en tur forbi Refshaleøen, hvor vi har skabt de fedeste rammer, siger han.
Fakta
– Sybo er skaber og rettighedsejer af Subway Surfers, der er medudviklet og udgivet af Kiloo til mobiltelefoner og tablets. Spillet udgives under en freemium-model.
– Subway Surfers blev udgivet i maj 2012, og har siden da nået over 1,3 milliarder installationer. Spillet blev samtidig det mest downloadede spil i hele 2015.