Telebranchen har i en årrække domineret det danske mediemarked med enorme markedsføringsbudgetter, men med søndagens åbning af det danske spillemarked kan det være tid til et tronskifte.
Sådan lyder vurderingen fra Dansk Annoncørforening.
– Jeg forventer, at markedet går fuldstændig amok. Jeg tror, at vi vil se investeringer, som samlet set vil overstige telemarkedets samlede investeringer, hvorved spillebranchen vil indtage positionen som den mest synlige branche i det danske mediebillede, siger formand Klaus Lohse, der har en fortid som marketingdirektør i Danske Spil, til Børsen.
Han henviser bl.a. til erfaringer fra Italien og England, hvor spillemarkedet tidligere er blevet liberaliseret. Klaus Lohse forventer, at spillemarkedet især vil blive dominerende i begyndelsen af året. Det samme spår mediabureauerne.
– Det bliver et goldrush fra start af. Vi vil se, hvad man kan kalde en overinvestering, men det niveau vil dale i løbet af året, efterhånden som en række aktører vil trække sig, siger eksempelvis Thomas Bertelsen, der er adm. dir i mediabureauet OMD, til Børsen.