I forbindelse med den britiske spillegigant Ladbrokes kampagne ”Danske spil engelske odds” sidste år anlagde Danske Spil sag for brud på markedsføringsloven og varemærkeloven.
Anklagen går blandt andet på, at Ladbrokes uretmæssigt har benyttet Danske Spils varemærke og medført renommésnyltning.
Ladbrokes mener derimod, at Danske Spil ikke kan have eneret på brugen af ordsammensætningen ”danske” og ”spil”, da dette er en meget bredtfavnende og generel betegnelse, som bør være tilladt andre end Danske Spil at benytte.
Og for lige at dreje kniven ekstra rundt, har Ladbrokes samtidig også rettet anklage mod Danske Spils kampagne ”Til glæde og gavn”.
Her mener briterne, at Danske Spil uberettiget nedvurderer alle andre spiludbydere end Danske Spil selv på grund af annonceteksternes ordlyd.
I Danske Spils annoncetekster lyder det blandt andet: ”Spil om penge er ikke noget, man kan overlader til begejstrede amatører”
Dén slags er i strid med EU lovgivningen, mener Ladbrokes, som peger på, at EF Domstolen i en dom har slået fast, at det strider mod EU traktaten, hvis:
”en medlemsstat eller offentlige virksomheder fraråder køb af varer eller tjenesteydelser fra andre medlemsstater, søger at nedsætte disse produkters værdi i forbrugerens øjne, eller råder forbrugerne til at købe indenlandske produkter alene på grund af deres nationale oprindelse”
Parterne står også, i hvert fald indirekte, over for hinanden i en anden sag, hvor Ladbrokes har rettet skytset mod Skatteministeriet og statens spillemonopol for brud på EU lovgivningen.