fg@markedsforing.dk
I Bates Gruppen i Danmark har man muligvis svært ved at se det morsomme, fordi fremtiden fortsat er uafklaret. Men for de fleste andre kom spillet om den børsnoterede engelske Cordiant gruppe til at sortere under sommerunderholdningen med både mystiske aktiekøb og en syrisk enke efter en stenrig våbenhandler i kulissen.
Det hele mundede dog ud i ingenting, og WPP Group endte med ganske som aftalt at overtage Cordiant, der er moderselskab for Bates. Hvor meget der bliver tilbage af Bates på verdensplan er uafklaret, og også i Danmark må Bates-folket – incl. Nørgaard Mikkelsen i Odense vente på, hvad konsekvenserne bliver. I enkelte lande ligger det dog allerede klart, at Bates bliver opslugt af JWT.
Hans-Ulrik Longhi fra Bates Gruppen fortæller, at der fortsat pågår forhandlinger.
– Men Bates-navnet forsvinder helt sikkert ikke i Dan mark, fastslår han dog. Og tilføjer, at hele forhandlingsforløbet omkring Cordiant har været en farce.
– Det har dog ikke haft noget med os at gøre. Vi har haft sommerferie og så i øvrigt passet vores forretning, siger Hans-Ulrik Longhi.
Forhistorien er, at gældsplagede Cordiant i foråret mistede en meget stor kunde, og derved fik det sidste skub ud over afgrunden. Efter lange forhandlinger og mange spekulationer endte det i juni med en aftale med ligeledes engelske WPP Group, som for et symbolsk beløb (godt 100 mio. kr.) overtog selskabet mod samtidig at overtage gælden.
Det efterlod aktionærerne som de største tabere.
Tilbage stod dog en endelig godkendelse på en generalforsamling i slutningen af juli.
Alt var således lagt til rette, da en af aktionærerne i Cordiant begyndte at købe aktier op i Cordiant til en pris over det, som WPP ville give. Ingen kunne regne ud, hvorfor disse Active Value Advisors (AVA) ville give mere for aktier end de ville få for dem en måned senere.
Spekulationerne var mange, m en uagtet den dybe forundring fortsatte opkøbene, og mystikken blev ikke mindre, da en syrisk milliardær med sæde i Paris – enke efter en våbenhandler – pludselig også købte aktier. Nahed Ojjeh øgede sin aktiepost betydeligt til 10,7 pct., mens AVA nåede op på 28,75 pct. Ved 30 pct. ville de efter engelsk lovgivning være forpligtiget til at fremsætte et købstilbud på alle aktier. Tilsammen var de to blot 11,55 pct. fra at kunne overtage magten i selskabet.
Hvad der var agendaen blev aldrig konfirmeret officielt. Men i sidste ende landede spekulationerne på et scenarie, der omhandlede Cordiants 25 pct. ejerandel af mediebureauet Zenith, hvor franske Publicis ejede de resterende 75 pct.
I henhold til aftalen med WPP skulle Publicis stå ved en option for Cordiant til at sælge Zenith-aktierne for 75 mio. Pund til Publicis. I aftalen mellem Cordiant og Publicis stod dog, at skulle ejerskabet til Cordiant skifte, så skulle Zenith-aktierne sælges til en pris der blev udregnet på basis af kursen på Cordiant-aktiern e. Hvis derfor handlen med WPP blev forpurret kunne prisen for aktierne reduceres til ca. 2 mio. Pund.
Der var med andre ord 750-800 mio. kr. i spil alene på denne transaktion, og spekulationerne pegede derfor på, at AVA-folkene havde set en mulighed for at score en gevinst på denne måde. Ydermere blev Nahed Ojjeh beskrevet som “tæt på Publicis-ledere og aktionær i gruppen”
I aller sidste fase meddelte Publicis dog, at man ikke på nogen måde ville tage del i en sådan handel, og få dage før den afgørende generalforsamling meddelte de folk, AVA havde udset til at blive nye ledelse for Cordiant, at de ikke mere var kandidater til posterne.
Derved faldt det hele på gulvet, og WPP kunne overtage selskabet.