Ministrenes særlige rådgivere er gået fra at være presserådgivere til i højere grad at være politiske rådgivere. Og de har fået langt mere politisk indflydelse i løbet af de seneste 10 år, lyder det i ”Betænkning om ministrenes særlige rådgivere,” der netop er offentliggjort.

– Den mest iøjnefaldende ændring siden 2003 er, at ministrene i 2012 i betydelig højere grad end tidligere får bistand til løsningen af partirelaterede opgaver som fx taleskrivning, kontakt til partiorganisationen, valgkredsen samt i forbindelse med deltagelse i møder i partiregi, lyder det blandt meget andet.

Arbejdet blev søsat i kølvandet på Helle Thorning-Schmidts skattesag, og hvor en af Venstres rådgivere, Peter Arnfeldt, mistænkes for at være indblandet i lækagen af de personlige informationer.

En anden af konklusionerne i rapporten lyder, at de særlige rådgivere er gået fra at rådgive om forholdet til pressen til i højere grad at være med på råd i forhold til det politiske indhold og nu bistår ministrene med politisk-taktisk ekspertise.

Hvilket er i orden, fordi de særlige rådgivere er nødvendige for ministrene, der i stigende grad er udsat for pres fra et voksende antal medier. Spindoktorerne opfylder derfor en vigtig rolle i det politiske system, konkluderer udvalget.

Endelig virker de særlige rådgivere som en særlig støttefunktion for ministrene, der i det store billede gør det lettere at holde embedsmændene politisk neutrale.

– Hvis de opgaver, de særlige rådgivere varetager, alle skulle varetages af det almindelige embedsværk, ville det efter udvalgets opfattelse kunne belaste det almindelige embedsværks status som partipolitisk neutralt, lyder det.

Den nuværende S-R-SF-regering har valgt at ansætte én særlig rådgiver per minister, idet dog ministre, der deltager i regeringens økonomiudvalg eller koordinationsudvalg, har to særlige rådgivere. Og det er et passende antal, lyder det fra udvalget.

Hvis antallet øges, vil det kunne rykke balancen mellem den rådgivning, ministeren modtager fra de særlige rådgivere, og den rådgivning, ministeren modtager fra det almindelige embedsværk.

Det må forventes, at Dansk Folkeparti og Enhedslisten vil forholde sig kritiske til udvalgets konklusioner. De regeringsbærende partier – også dem der for tiden er i opposition – vil dog næppe indvende noget, idet det er indlysende, at ministrene ikke er i stand til at håndtere de enorme opgaver, der følger af væksten inden for den digitale kommunikation, uden at professionalisere opgaverne.