Der bor ikke længere en bager i Nørregade i det indre København. Til gengæld bor landets mest succesrige modelbureau, 2pm, i en hyggelig førstesals lejlighed med udsigt til Gammel Torv. Det er ikke landets mest kendte modelbureau, blandt almindelige mennesker vækker Elite og Unique større genklang, men til gengæld er det bureauet med alle de store stjerner, som Helena Christensen, Connie Nielsen, Louise P, Lykke May og Renee Toft Simonsen.

Eksklusivt og underspillet

Og det er ikke et tilfælde. I stedet for at bage kager, så har 2pms ejere Peter Damgaard, tidligere model med bopæl i New York og Milano, og Michelle Jensen, tidligere chefbooker hos konkurrenten Elite, fokus på at arbejde anderledes med salg og marketing end de andre modelbureauer. 2pm arbejder med venneparrets ord mere eksklusivt og mere nursen de med deres modeller, kunder og netværkspartnere, og det kan ikke mindst de store stjerner lide. Og arbejdsfilosofien ser ud til at være succesfuld. Peter og Michelle blev i år udnævnt til Gazellevirksomhed i Børsen.
– Image er alt, og selv om der ikke er meget glamour over os, og vi bevidst underspiller vores image, så tror jeg, branchen har et klart billede af, hvem vi er. Vores kunder kender os og ved, at hvis det skal være eksklusivt og specielt, så er vi de bedste samarbejdspartnere. Jeg tror, vi fremstår meget uhøjtidelige, og som nogen der tør tage chancer. Selv om vi har næsten alle de danske modelstjerner i stald, så er vi ikke bange for at promote nye modeller og kæmpe for dem. De fleste ting, vi laver, er næsten hemmelige. I de bøger vi laver, skal man kigge godt efter for at se, hvem der er afsender. Vi kan lide at køre det meget diskret, næsten som en Pandoras æske, der åbnes og hver gang giver nye overraskelser, fortæller 36-årige Peter Damgaard, som har titel af creative director og partner, o g som ifølge 34-årige Michelle Jensen, med titel af financial director og partner, ”har en sprudlende kreativ hjerne, der er forud for sin tid”, mens hun selv er ”god til at nurse modellerne og håndtere økonomien.”

Netværk, den stærkeste valuta

Da 2pm blev grundlagt i 1999 med udspring i venneparrets stærke venskab, hvor Michelle gennem flere år havde været Peters booker til job i ind- og udland, var det med visionen om at ville det anderledes på modelmarkedet. Et marked, som var gået i selvsving med modelkonkurrencer og et kæmpe udbud af modeller, der i de fleste tilfælde endte med at arbejde for billigt og for lidt, og et marked, som kun havde øje for Danmark og ikke forstod betydningen af at netværke på tværs af landegrænser.
–Vi var helt klart det første bureau i Danmark, der bevidst rejste rundt til bookere og agenter rundt om i verden. Det koster selvfølgelig, men ikke i forhold til det vi får igen. Vi kommer til at repræsentere de hotteste nye modeller på det danske marked, og vi får også promo veret vores egne. Peter er en fantastisk spindoktor, som med nogle få polaroider kan få tre bureauer i New York til at flippe ud over en model, siger Michelle Jensen, som ikke tøver med at kalde 2pms stærke netværk, med samarbejdspartnere i New York, Paris, Milano og London, firmaets stærkeste valuta. På 2pms hjemmeside kan man hurtigt danne sig et billede af netværkets betydning. Udover 2pms 60 modeller, 35 kvinder og 25 mænd, så repræsenterer bureauet 126 topmodeller fra hele verden, som for det rette beløb er parat til at jobbe i Danmark.
– Rejsebureauet Wasteels elsker os. Vi har udenlandske modeller i Danmark hver eneste uge, fastslår Michelle.

Imod modelkonkurrencer

2pm har tre forskellige partnere, som bureauet på forskellige måder og på samme tid skal markedsføre sig over for. Både modellerne, kunderne og det internationale netværk skal hele tiden føle, at 2pm er den perfekte samarbejdspartner.
Nye modeller findes på gaden, ”de bedste piger finder vi på Fyn” og utraditionelt for modelbranchen via annoncer i blade som Chili og Frikvarter, samt Go-Cards på diverse cafeer og festivaler – andre bureauer promoverer sig først og fremmest via modelkonkurrencer. Annoncerne har resulteret i, at 2pm nu modtager 5-10 henvendelser om dagen fra håbefulde drenge og piger, der gerne vil have opfyldt drømmene om succes i den tjekkede modelbranche. Selv om 2pm tager klar afstand til modelkonkurrencer, ”vi synes det er hæsligt at se ganske unge piger vurderet fra top til tå. Det har intet med modeljobbet at gøre”, så deltog Peter og Michelle efter lange overvejelser i en enkelt modelkonkurrence på TV3 tilbage i 2003.
– Efter et utal af møder, sagde vi ja til at deltage i Modeljagten. Det var før, der var andre topmodel-programmer, og det virkede fuldstændig efter planen. Fra at være et bureau, der var meget snævert kendt i branchen, kom vi ud i folks stuer og fik dermed chancen for at blive taget i betragtning, når de unge sendte deres billeder ind til de bureauer, de havde hørt om, siger Peter Damgaard.

Bog ud stillet på museum

Marketingindsatsen stopper ikke, når de kommende modelstjerner er fundet. Udover det stærke personlige engagement, så udvikles og bevares det tætte forhold til modeller og forretningsforbindelser med en blanding af supertrendy fester og kvalitetsbøger, der promoter modellerne på en helt anden måde end de traditionelle modelplakater fra konkurrenterne.
– Vores to bøger er en anderledes og dyrere måde at promovere vores modeller på. Vores første bog, ”WHO AM I”, blev udvalgt af Foreningen for Boghåndværk til årets bogarbejde 2004 og blev blandt andet udstillet på Kunstindustrimuseet. Ideen med bogen, som viser vores største stjerner sammen med vores nye talenter, var at vise vores modeller på en ny måde. Helena er masser af gange blevet skudt af de bedste fotografer med den bedste styling og de bedste make-up artister. I bogen skræller vi alt liret væk og prøver at finde det glimt af personen, der eksisterer i virkeligheden, forklarer Peter Damgaard om bogen, som også blev bureauets state ment til branchen om, at 2pm nu er i superligaen. Ni måneder senere udgave Peter og Michelle bogen ”WHO ARE WE”, som var en opfølgning og reminder, der denne gang blev brugt til at introducere de nye ansigter. ”WHO ARE WE” skulle fortælle, at 2pm ikke hviler på laurbærrene, men har masser af nye stjerner, som er parat til at rykke op i topeliten.

Spindoktor for stjernerne

Lige fra starten har Peter og Michelle været bevidste om modebranchens stærke samspil med pressen. Magasinerne skaber modellerne, og modellerne sælger magasinerne. Da magasinet Cover blev lanceret, havde de supermodellen Naomi Campbell på forsiden. Kvit og frit og arrangeret af 2pm’s stærke netværk. På samme måde skaffede 2pm en fransk topmodel, Audrey Marney, til det supereksklusive magasin Dansks forside.
– Vi er en slags spindoktor for vores modeller. Vi skal planlægge, at de bliver kendte nok til, at de kan få de store honorarer, men samtidig skal vi også være beskyttende i forhold til deres privatliv og image. Vi har ingen kontr akter med vores modeller, hvilket betyder, at de kan gå fra os fra dag til dag. Det gør selvfølgelig, at vores service og rådgivning konstant skal være i top, fremhæver Peter Damgaard, som sammen med Michelle også er meget optaget af at bruge modelverdenens mystik og glamour til at gøre en forskel for mennesker i nød. Deres ide om et samarbejde mellem 2pms stjernemodeller Louise P og Christian, der på store outdoor-posters og på tv smed tøjet, og vandfirmaet Aqua d’Or betød, at der blev solgt 3 millioner flasker vand, og at Dansk Røde Kors dermed fik 1,5 millioner kroner i kassen. På samme måde støtter Helena lige nu kampen mod brystkræft, og Connie Nielsen er involveret i velgørenhed for Dansk Røde Kors og Red Barnet.
– Vi er stolte af de 1,5 millioner kroner, vi fik samlet til Dansk Røde Kors. Men vi er samtidig ærgerlige over, at vores indsats ikke gav tre millioner kroner, som vi havde håbet. Vi vil nemlig være de bedste. Vi er begge drevet af at vinde, understreger Michelle og Peter, som udover den store filantropi heller ikke er uvidende om den store pr-effekt, som Louise P og Christian fik.
– Vi fik Louise P og Christian ind i alle landets stuer og fik gjort folk opmærksomme på, at det ikke kun er Helena, Lykke May, Connie Nielsen og Renee Toft Simonsen, der er Danmarks first ladies i modeverdenen, fremhæver Peter, som for flere år siden fandt Louise P på Hovedbanegården og Christian i en lufthavn. Louise P har været den største internationale stjerne på den danske modelhimmel siden hendes gennembrud for Gucci i 2002. De sidste to år har hun lavet flere kampagner for de store eksklusive modefirmaer, end Helena Christensen har i hele sit liv.
– Vores drivkraft er at se de første modeserier med de piger og drenge, som vi selv har fundet. Med Louise P og Christian er det lykkedes at få den mest succesfulde danske model for både kvinder og mænd. Det er dejligt at mærke, at det, vi troede på for syv år siden, er lykkedes.

Bogen, ”WHO AM I”, blev udvalgt af Foreningen for Boghåndværk til årets bogarbejde 2004 og blev blandt andet udstillet på Kunstindustrimuseet. Bogen blev bureauets statement til branchen om, at 2pm nu er i superligaen.

Samarbejdet mellem 2pms stjernemodeller Louise P og Christian, der på store outdoor-posters og på tv smed tøjet, og vandfirmaet Aqua d’Or betød, at der blev solgt 3 millioner flasker vand, og at Dansk Røde Kors dermed fik 1,5 millioner kroner i kassen.

Et udvalg af modellerne.


BOX:Nogle virksomheder udvikler sig bedre og hurtigere end andre. Mens deres konkurrenter ser misundelige til, formår de at skabe fremskridt og udvikle deres forretning. Men hvordan arbejder virksomheder, der er præget af udvikling, med begreber som marketing og branding? I en række artikler sætter Markedsføring fokus på hvordan der bliver arbejdet med marketing i vir ksomheder i udvikling.