Mediaedge:cia og MEC Sponsorship står sammen med Norges største spirituskoncern, Arcus, bag tilrettelæggelsen af en utraditionel lancering af de norske spiritusmærker, Viking Fjord vodka og Hammer London Dry Gin. Produkterne præsenteres for første gang for mode- og livsstilsbevidste forbrugere i forbindelse med modemessen CPH Vision i Øksnehallen fra den 9. – 12. februar.
Aktiviteterne i Øksnehallen er første del af en utraditionel markedsapproach, der skal udbrede kendskabet til Viking Fjord vodka og Hammer London Dry Gin blandt mode og livsstilssegmentet. Den suppleres af en nøje tilrettelagt product placement-strategi og vil blive fulgt op af yderligere aktiviteter hen over året.
Norge står for renhed, stil og kvalitet. Og kølig norsk renhed er da også gennemgående karaktertræk for de to nye premium spiritusmærker, som torsdag lanceres i et utraditionelt univers af meterhøje, dryppende gletschere og serveringspiger i kridhvide cocktailkjoler.
Et af delelementerne i forbindelse med aktiviteterne i Øksnehallen er opstilling af et kæmpe iglo-telt, hvor Arcus har indgået samarbejde med amerikanske Refrigiwear om udlån af specialfremstillede jakker, så de besøgende kan holde varmen, mens de smager på de nye produkter. Refrigiwears vinterjakker blev oprindeligt udviklet til arbejderne i de amerikanske slagter- og frysehuse, men hører i dag til blandt de hotteste mærker inden for udendørs beklædning. Igloen holder åbent hver dag fra torsdag til søndag for de besøgende i Øksnehallen.
Viking Fjord vodka og Hammer London Dry Gin er allerede etablerede mærker i flere andre lande, heriblandt Norge, Tyskland og USA. pia