Herhjemme taler man vist nok om at ”bide i asfalten”, men det har ganske andre konnotationer end det engelske udtryk ”eat the road”, som mere går på at drøne derudaf i en hurtig bil.
Sidstnævnte var netop, hvad Ogilvys sydafrikanske afdeling ville illustrere med en række printannoncer for Volkswagens nye Golf R-model. Og det valgte bureauet at gøre på en temmelig utraditionel facon, fortæller adfreak.com.
Resultatet blev en spiselig annonce bestående af et foto af asfalt med hvide striber og teksten: “Eat the road. Seriously, eat it” – med tilhørende varedeklaration.
Den spiselige annonce skulle være lavet af vand, salt, rismel, glycerin, PG (propylene glycol) samt FD&C Colors (Food, Drug and Cosmetic colors).
Ifølge adfreak.com advarer amerikanske sundheds- og miljømyndigheder fabriksarbejdere om, at de skal undgå hudkontakt med propylene glycol, der anses for at være en nervegas, som kan give hjerne-, lever- og nyreskader…
Men kreativt er det da.