Tidligere hed det sig, at de fleste tv-seere rejste sig og gik ud i samtalekøkkenet for at lave kaffe, når reklameblokken rullede over skærmen.

Men i dag, hvor gud og hvermand efterhånden ejer en harddisk-optager, består motionen foran skærmen som oftest i at række armen ud og tage et fast greb om fjernbetjeningen for i stedet at spole forbi reklameblokken mange kreative indslag.

Kedelig udvikling – både for tv-stationerne, annoncørerne og de kreative bureauer, som i deres ansigts sved har skabt de mange reklamefilm.

Men nu har Volkswagen og reklamebureauet DDB i Belgien fundet en løsning. De, der laver kaffe, får den ganske vist ikke fat i. Men de, der vælger at trykke på FF-knappen for at spole hurtigt henover reklameblokken – de bliver narret, gør de.

Opfindelsen kalder parterne for en ”slowmercial” – en reklamefilm med relativt statiske billeder, som giver mening, både hvis man ser den i dens fulde længde, og hvis man spoler hurtigt hen over den.

Reklamen, som skal sælge den nye VW Beetle Cabrio, skulle ifølge parterne bag ideen øge antallet af personer, der eksponeres for den med 50 procent.

Se reklamen her – først i den ”rigtige” version – og senere i klippet i ”fast forward”-versionen.