Håndboldklubben AG København (AGK) er kort efter mæcen Jesper ”Kasi” Nielsens udtræden af klubben gået konkurs.

Nyheden om konkursen kommer dagen efter, at også klubbens administrerende direktør, den tidligere Brøndby-profil Søren Colding, forlod håndboldklubben, som på mange måder satte en helt ny standard for sponsorater i dansk herrehåndbold.

– Vi vil savne AGK. Klubben forsøgte at skabe noget helt nyt på den danske sponsorscene i håndboldverdenen, som andre slet ikke er lykkes med, siger sponsorekspert Thomas Badura, der står i spidsen for SponsorPeople.

AGK nåede kun at eksistere i lidt over to år. Klubben startede som en fusion den 1. juni 2010 mellem FCK Håndbold og AG Håndbold. Armbevægelserne har hele tiden været store i klubben.

– Det er alt for let at være bagklog, men der er ingen tvivl om, at det økonomiske fundament, som klubben var baseret på, var meget skrøbeligt, siger Thomas Badura.

Han henviser bl.a. til, at AGK ifølge klubben selv opererede med et årligt sponsorbudget på 60 mio. kr., hvilket er langt højere end det, som kun topklubberne – såsom FCK og Brøndby – i den bedste danske fodboldrække, Superligaen, kan præstere.

– Ydermere kan man sammenligne med Danske Banks sponsorat af fodboldlandsholdet, der koster banken omkring 17 millioner kroner om året, og i håndboldverdenen kan man sponsere landsholdene for et sted mellem otte og 10 millioner kroner, siger Thomas Badura.

Økonomien hang altså ikke sammen, men alligevel var en af klubbens hovedsponsorer, Hummel, ude at bakke op om klubben, da en stribe andre sponsorer angiveligt vendte ryggen til AGK. Hvordan kan det være?

– Først og fremmest synes jeg, at det er meget fint, at en sponsor går op og bakker op om den klub, de har interesser i, når der opstår problemer. Den nærliggende forklaring er, at Hummel fik rigtig meget ud af dets sponsorat af AGK, og der er slet ingen tvivl om, at Hummel kunne have set frem til en pæn indtjening, hvis AGK var fortsat. Man skal eksempelvis ikke undervurdere den indtjening, som Hummel allerede har haft – og kunne have se frem til at få – på salg af AGK-trøjer, siger Thomas Badura.

Han mener, at AGK’s konkurs kan blive en vigtig lærestreg for sponsorer herhjemme.

– Det slår atter en gang fast, at når man indgår en sponsoraftale, så bør en økonomisk vurdering af klubben og kedsommelige betegnelser som ROI (Return on Investment) og KPI (Key Performance Indicators) være omdrejningspunkterne, lyder det.

Så der er stadig firmaer, der lader hjertet – og ikke hjernen – bestemme, når de indgår sponsorater?

– Der er desværre ingen tvivl om, at den professionelle tankegang på dette område lader en del tilbage at ønske. Udover det førnævnte, så bør en potentiel sponsor som minimum spørge ind til, hvordan man har tænkt sig at aktivere sponsoratet, slutter Thomas Badura.