Jagten på en hovedsponsor til herre-landsholdet har udviklet sig til en reguler gyser, hvor håndboldforbundet ligger i forhandlinger helt op til VM-start og risikerer at tabe millioner på gulvet.
DHF-direktør forklarer processen med et presset sponsormarked, men ifølge branchekilder har DHF været alt for sent ude.
Og med blot to dage til håndboldherrenes første VM-kamp mod Australien er der stor risiko for, at spillerne træder ind i Malmø Arena uden et logo på brystet, og at spillerne dermed går glip af en million-bonus, lige gyldigt hvor godt de spiller.
Hos Dansk Håndbold Forbund understreger Morten Stig Christensen, at man stadig forhandler, men tilføjer dog:
– Hvis vi ikke kan lave en aftale, der er til gavn for DHF og spillerne, så bliver der ingen aftale. Og vi kan sagtens leve uden en sponsor på trøjerne, siger Morten Stig Christensen.
Ifølge folk i sponsorbranchen vil det imidlertid være lidt af en fiasko.
– Man burde kunne sælge herrelandsholdet for omkring fem millioner årligt, så det er lidt en fadæse, hvis de går på banen uden en sponsor. Jeg kan ikke huske, hvornår det sidst er sket, siger Bo Diederichsen, leder af Mediacoms afdeling for sponsorater.
Børsen Mediemarked