Kvik Køkkener, Arbejdernes Landsbank og Totalkredit gør i danskerne øjne det helt rigtige ved at være sponsorer for de to danske håndboldlandshold. Det viser en ny undersøgelse iværksat af Dentsu Aegis’ sponsor-eksperter i psLIVE.

Netop i disse dage er det ganske vist herrerne, der med Totalkredits logo på brystet er aktuelle, men faktisk er det kvinderne, som flest danskere – 39 procent – synes, virksomhederne bør sponsorere..

På andenpladsen kommer håndboldherrerne, som 37 procent mener, virksomhederne bør sponsorere, og   først på tredjepladsen kommer fodboldlandsholdet med 33 procent.

Men det er ikke overraskende, hvis man spørger sponsorrådgiver Simon Bastiansen fra psLive.

– Håndboldherrerne kan finde på at skrive autografer i tre kvarter efter en kamp. Det ville man aldrig se ske efter en fodboldkamp. Håndboldherrerne er altså på en helt anden måde i øjenhøjde med deres fans og tager sig tid til dem. Det er noget, danskerne kan lide, og en stor fordel for Totalkredit som sponsor, siger han.

Involvering øger brandværdi

Uagtet resultatet i Qatar kan Totalkredit se tilbage på fire succesfulde år som hovedsponsor, hvor kendskabet til sponsoratet er steget markant: 70 procent af danskerne vidste efter de seneste EM, at Totalkredit er hovedsponsor for håndboldherrerne. 

Under det aktuelle VM er målet for Totalkredit fortsat at involvere danskerne i opbakningen om håndboldherrerne under temaet ”En del af holdet”.

Det sker bl.a. gennem en Facebook-side med mere med end 220.000 danske fans og en Instagram-profil, der er vokset til 23.000 følgere på bare ét år.

Sidste år fik Totalkredit i forbindelse med EM i Danmark ifølge OMD en TV-eksponering svarende til en værdi af 42,5 mio. kroner, PR-eksponering til en værdi af 2,4 mio. kroner og Facebook-eksponering for 1,5 mio. kroner.

PrimeTime Kommunikation, OMD og TBWA har været faste bureauer for Totalkredit i flere år, og det er også dem, der har været med til at udvikle koncepter og aktiviteter i forbindelse med VM i Qatar.