BG Bank kommer øverst på podiet i aften i Bruxelles, når EU-kommissær Jan Figel uddeler den Europæiske Kultur Sponsor Pris 2004. Det er første gang, en dansk virksomhed får prisen, og den vil blive modtaget af BG Banks direktør Søren Kaare-Andersen.
Bag prisen står CEREC, en europæisk komite for kultur og erhverv med mere end 2.000 virksomheder og kulturorganisationer som medlemmer. 30 virksomheder fra 12 forskellige lande var nomineret, og BG Bank blev valgt enstemmigt af en uafhængig jury, der består af medlemmer fra europæisk kultur- og erhvervsliv.
I begrundelsen hedder det: ”Litteraturen er et aspekt af kulturen, der normalt ikke får så megen opmærksomhed fra sponsorer. At vælge litteraturen som kommunikationsplatform er ukonventionelt og en usædvanlig beslutning, og BG Bank har herved udvist en stor iderigdom ved at støtte danske forfattere.”
BG Bank bruger MEC:Sponsoorship som rådgiver. Sponsoratet blev etableret i 2003, og samtidig blev der nedsat et litterært rådgivningsforum, som sikrer den litterære integritet og medvirker til en kontinuerlig udvikling af sponsoratet.
Sponsoratet består af: BG Banks Litteraturpris på kr. 300.000 der hvert år tildeles en nutidig dansk forfatter. BG Banks Debutantpris på 25.000 kr. Et litteraturteater for børn, der spiller forestillinger rundt om i landet, med det formål at inspirere og underholde børn mellem tre og 10 år. BG Banks Litteraturpulje støtter projekter, der har en stærk litterær substans eller tilknytning. BG Banks Forskningspulje støtter værker og arbejder, der har betydning for dansk litteratur og kultur. Årstidens Bog udvælges fire gange om året og promoveres og sælges til en særlig pris hos danske boghandlere.