Idrættens Hus i Brøndby danner den 18. og 19. marts rammen om et to-dages seminar om sponsering, som henvender sig til alle, der er i kontakt med enhver form for sponsering – købere som sælgere, øvede som uøvede.
Seminaret er arrangeret således, at man delvis kan vælge mellem to sideløbende foredragsrækker. Det betyder, at når emnet er sponsorstrategi, vil eksperten fra den store internationale virksomhed fortælle om international sponsering i det ene mødelokale, mens eksperten fra håndboldklubben i 1. division vil fortælle om sponsorstrategi lokalområdet i det andet.
På den ene linie vil der være fokus på nationale og internationale trends, fra strategi, brug af sponsering som kommunikationsplatform og implementering, til opfølgning og dokumentation.
Her vil man bla. kunne møde den svenske sponsorekspert Ulf Grönkvist, som er leder af den svenske sponseringsforening. Han har tidligere bl.a. været informationsdirektør i Telia og er forfatter til flere bøger om emnet. Desuden vil marketingchef Alf Paus fra PBS tale om, hvordan man vælger det rigtige sponsorat i forhold til virksomhedens overordnede marketingmål. Og man vil blive præsenteret for nye metoder til at måle effekten af et sponsorat. Det sikrer marketingchef Lars Friis Petersen, Gallup og direktør Jan Otte, Sponsor & Sport Analyse.
På den anden linie vil man kunne høre om, hvordan man sammensætter et lokalt sponsorprodukt, sælger det, dokumenterer effekten samt leverer produktet til sponsorerne. Her vil man møde direktør Arne Buch, GOG og Steen Fladberg fra Team Danmark.

BRøNDBY-TENERIFE
Der er fælles start den første dag, med bl.a. Erich Karsholt fra KGN Brands, der vil introducere til hvad sponsering er og hvor det placeres i marketingmixet, ligesom dagen afsluttes i fællesskab, dels med “Pris og værdi af sponsorater“ ved marketingdirektør Birger Schønfeld, Alm. Brand, dels med en tur i Parken, hvor man får et eksempel på et sponsorkoncept: Fodboldklubben Brøndby. Der vil være optakt til UEFA-Cup-kampen mellem Brøndby og Tenerife i form af middag i Brøndby Hallens restaurant.
Ligesom den første seminardag, så afsluttes den anden i fællesskab. Det sker med en gennemgang og evaluering af fire forskellige sponsorprodukter. Det kongelige Teater, GOG, TV2 og Rock Show vil være repræsenteret. Med en præsentation af Moral og Etik i forbindelse med sponsering. Og endelig med en afsluttende, sammenfattende case, der indeholder alle elementer fra kurset.
Begge dage er der frokost på en ny måde. Nemlig med såkaldte emneborde, hvor der gerne skulle opstå diskussioner om bl.a. musik, sport, strategier og effektmåling.
Yderligere oplysninger om de to dage i sponseringens tegn hos Dansk Markedsføringsforbund. Prisen for deltagelser er, inkl. fodboldbillet, kr. 2.800,- for medlemmer af DMF. Kr. 3.500 for ikke-medlemmer.