I en serie på 10 programmer sætter TV 2 Sport fokus på danskernes stigende interesse for motion og i særdeleshed for at løbetræne.
Serien ”Alt om løb” giver gode råd om blandt andet udstyr, kost og fysik, og som noget nyt har en række annoncører købt sig adgang til eksponering i programmerne.
En af dem er Sportigan-kæden, og her ser marketingchef Lars Christiansen de nye eksponeringsmuligheder som en god platform til at styrke kædens image som rådgiver.
– Vi har altid fokus på at give kunderne den bedste rådgivning, når de vælger fodtøj og andet løbeudstyr, men det er også et komplekst område, som kræver individuel behandling af den enkelte kunde. Og den slags er svært at kommunikere i et 30 sekunders reklamespot, siger han.
Han erkender at product placement stadig er markedsføring, men mener, at samarbejdet med TV 2 Sport om en mere integreret synlighed i et løbeprogram er et godt og kvalitativt supplement til kædens øvrige markedsføring.
– Jeg ser det som en mindre kommerciel form for kommunikation. I traditionel markedsføring fokuserer vi på enkeltprodukter, men her er der i højere grad tale om, at man guider forbrugerne. Der er ikke noget med at kåre testvindere eller lignende, så for os er det et rigtig godt koncept, siger Lars Christiansen.
Hos TV 2 Sport siger salgschef Michael Bang, at man har oplevet stor interesse for programserien blandt både annoncører og bureauer.
– Markedet for løbetilbehør er utrolig stort, men hidtil har annoncerings-mulighederne været begrænset til de få print- og online-magasiner, der omhandler løb og motion. Ud over traditionel eksponering i reklameblokkene har vi med de nye regler for product placement fået mulighed for at tilbyde eksponering i det naturlige miljø, nemlig i brugssituationen.
Programmet har premiere på TV 2 Sport i morgen aften.