Med virkning fra 1. november 2011 har Active Sportswear A/S outsourcet hovedparten af sine marketingaktiviteter til Clienti A/S.
Hos Active Sportswear, der markedsfører mærkerne H2O, Kilmanock, New Balance, Color Kids, FZ Forza og Babolat, siger administrerende direktør Peter Voetmann Jensen om samarbejdet:
– Vores indsats skal fremover være bedre integreret på tværs af alle medieplatforme og fokus skal ligge på langt kraftigere værdiopbygning af vores brands. Samtidig ønsker vi at optimere udbyttet af marketingbudgettet. Den indledende dialog med Clienti har vist, at bureauet kan hjælpe os med et anderledes og mere resultatskabende setup, så derfor har vi besluttet at lægge hovedparten af vores marketingaktiviteter uden for eget hus.
Hos Clienti er der stor glæde over aftalen. Direktør Anders Bjørnstrup fortæller:
– Vi er stolte over det nye samarbejde, den stærke dialog vi har haft indtil nu og den tillid, som Active Sportswear viser os. Vi er i fuld gang med at sætte det hold, der skal løfte opgaven. Det har krævet en del flere medarbejdere, så vi har netop afsluttet en ny rekrutteringsrunde.
Kontaktchef Christian Sommer, der har det daglige ansvar for samarbejdet med Active Sportswear, fortæller at bureauet er i færd med at udvikle strategi og mediematerialer til en række af Active Sportswears brands.
Clienti blev etableret tidligere på året, men har allerede markeret sig ved såvel tilgang af kunder som udvikling af det nystartede bureau, som pt. beskæftiger 24 medarbejdere, som er specialiseret i integreret kommunikation og løser opgaver for kunder over hele landet.