Spotify udvider reklamemulighederne og tilbyder nu annoncører at målrette deres kommunikation til de brugere, der benytter den gratis – og dermed reklamefinansierede – version af streaming-tjenesten.

Systemet hedder Playlist Targeting og giver nye mulighed for at målrette reklamerne ud fra de spillelister, brugerne lytter til i bestemte situationer – på løbeturen, ved havefesten eller på vej hjem fra job – eller ud fra brugernes humør. Om man fx er i det romantiske hjørne eller bare er i godt humør.

– Musik er en integreret del af vores liv hver eneste dag, og vores nye targeting-løsning, baseret på de indsigter, vi har om brugernes adfærd, giver annoncørerne helt nye muligheder for at nå ud til brugerne, siger Jeff Levick fra Spotify i en pressemeddelelse.

I første omgang opererer Spotify med 15 kategorier af aktiviteter eller ”moods” og aktivitets-kategorier som fx work out, party eller dining er blandt mulighederne.

Som eksempel kunne et sports-brand benytte work out-listerne til at ramme brugere på morgenløbetur. Eller en Coca-Cola-reklame kunne ramme happy– eller chill-playlisterne.

Spotify har gennem de seneste måneder testet Playlist Targeting sammen med otte brands, og de nye muligheder er klar til at gå i luften 1. maj.

Der ligger i dag flere end 1,5 mia. spillelister på Spotify – dels genereret af Spotify selv og dels af tjenestens over 60 mio. aktive brugere.

Spotify har også en ”reklamefri” abonnementsløsning, men omkring 75 procent af brugerne benytter i dag den reklamefinansierede løsning.

Ifølge tjenestens egne oplysninger er virksomhedens reklameindtægter steget med 53 procent fra første kvartal 2014 til første kvartal i år.