Verdens største spiritusproducent, britiske Diageo, går om få dage i luften med en kampagne, der skal få danske unge mellem 18 og 25 år til at drikke mindre – eller i hvert fald mere ansvarligt.
Udgangspunktet for kampagnen, der har fået titlen ”Nightlife Confessions” er en specialfremstillet videoboks, som stilles op på udvalgte steder i nattelivet – første gang på Bakken i Kødbyen i København.
Her kan interesserede for ”åbent kamera” fortælle om deres personlige nattelivserfaringer med alkohol – og samtidig få information om projektet fra det professionelle Diageo-team.
Videoerne bliver efterfølgende redigeret og lagt op på en hjemmeside, hvor alle over 18 år kan se, dele, deltage i debatten og stemme på de enkelte indslag.
Christian Erichsen, landechef Diageo Danmark, siger om projektet:
– Undersøgelser viser, at løftede pegefingre ikke har nogen nævneværdig effekt, når det gælder om at påvirke de 18-25-åriges holdning i retning af et mere moderat alkoholforbrug. Med Nightlife Confessions ønsker vi at medvirke til at gøre et ansvarligt alkoholforbrug til udtryk for selvtillid og personlig uafhængighed.
Alt indhold er genereret af målgruppen selv, og Christian Erichsen peger på, at det er afgørende at gå dialog helt i øjenhøjde med de unge:
– Projektet og budskabet er nødt til at være ærligt og autentisk. Der er tale om et eksperiment, men vi har en klar forhåbning om at vi kan være med til at øge opmærksomheden omkring ansvarligt forbrug af alkohol, siger han.
Nightlife Confessions er udviklet af og gennemføres i samarbejde med kulturmagasinet Vice og mediets kreative enhed Virtue, og projektet er støttet af danske nattepionerer som Thomas Fleurquin (grundlægger af Cph Distortion), Le Gammeltoft (dj og radiovært), Jean Von Baden (festarrangør) og Tomas Barfod (whomadewho), som selv vil give deres personlige historier i boksen.
Kampagnen kører ud over i Danmark også i Tyskland og Belgien fra februar til juni 2011. Herhjemme skydes projektet skydes i gang med to aftener på Bakken i Kødbyen i København fredag den 4. og lørdag den 5. februar.
Diageo står bag blandt andet Smirnoff vodka, Johnnie Walker og Classic Malts whisky, Gordon’s og Tanqueray gin, Baileys likør og Guinness stout.
Virksomheden har aktiviteter i mere end 180 lande og er noteret på børserne i New York og London.
Besøg Diageos ”skriftestol” her.