Der er brug for en ny bureau-type, hvor bureau og kunde arbejder tættere sammen – og reklamebranchens mytiske sorte boks bliver åbnet.
Det mener Mikkel Elung, der er tidligere kreativ direktør hos Ogilvy og Brandhouse, og som 1. august er sprunget ud som selvstændig med bureauet PONG.
– Når stadig flere virksomheder insourcer klassiske bureau-kompetencer, så tror jeg, at der bliver behov for en ny bureau-type, siger Mikkel Elung.
Man hører ofte fra nystartede bureauer, at der er brug for netop det…
– Ja… Men måske er det rigtigt denne gang. De bedste ting jeg har lavet, er blevet til i meget tæt samarbejde med virksomhedens marketing-afdeling. Altså i et ukompliceret, direkte setup. Ideen med PONG er at rendyrke det og gøre samarbejdsformen mindre kompliceret. Mange marketing-afdelinger er blevet vildt dygtige, og de har i dag egen DMP og let adgang til data og indsigter. Samtidig har de ansat grafikere, projektledere, SoMe-folk og kreative, der tidligere har været på bureauer. Så jeg synes, at de har meget at byde ind med.
Hvad mener du med en mindre kompliceret samarbejdsform?
– I dag er der flere og flere virksomheder, som ikke har brug for et full service eller lead-bureau. De fleste opgaver kræver ikke en Client Service Director, en projektleder, en kreativ direktør, to kreative, en planner og en analyse-mand. Ideen med PONG er, at man skal kunne købe ind i det, der er brug for. Og ikke andet.
Hvorfor skal man som kunde vælge et bureau som dit og ikke et stort bureau, der i forvejen har alle kompetencer, som kan supplere hinanden, holde hinanden opdaterede og skarpe – man kan jo som kunde bare sige, at man ikke skal have 10 mand på opgaven?
– Hvis man frit kan vælge hos sit bureau, og føler at samarbejdet er ukompliceret, så skal man blive. Det er nogle gange lykkedes mig selv at arbejde på den måde på store bureauer. Men jeg tror, det er de færreste traditionelle bureauer, der er gearet til det, fordi de er store maskiner. Så hvis man føler processerne er for komplicerede, og man gerne vil være mere involveret, så kan det være, man skulle prøve noget andet end et traditionelt bureau.
Hvorfor valgte du at blive selvstændig?
– Jeg har tænkt over det i mange år, men nu passede det ind i mit privatliv, og det er i de senere år gået op for mig, hvor meget marketing-afdelingerne har rykket sig. Samtidig har jeg også følt, at jeg brugte for lidt tid på at udvikle ideer og for meget tid på at gøre dem salgsklar. Jeg kan se, at når jeg sidder sammen med kunden, og vi har et tættere samarbejde om at udvikle løsningen, så kan jeg skippe en stor del af “salget”, fordi kunden har været så dybt involveret i udviklingen, at løsningen ikke behøver en stor forkromet præsentation. Og så er jeg inspireret af den måde som konsulenthusene arbejder på, hvor de ofte sidder noget af tiden ude hos kunden. Men det her kommer ikke til at udrydde de klassiske bureauer – det er et supplement.
Det er et opgør med the black box?
– Det her er ikke et korstog. Nogle gange er det jo nødvendigt med mange led og mange folk på et projekt. Det er vildt svært at skabe god markedsføring, men det er ikke kompliceret. Når jeg sidder sammen med mine kunder, så er der fuld transparens, og de finder ud af, hvordan ideerne bliver til. Så længe mit arbejde tilfører værdi, og jeg kan vise, at virksomheden ikke kunne være kommet frem til det på egen hånd, så er alt jo godt.
Hvilken type kunder er særligt interessante?
– Alle, der er dygtige og søde. Lige nu sidder jeg med et par vidt forskellige kunder, der er kommet ind via anbefalinger. Det spænder fra B2B til consumer-kampagner.
Hvad er målsætningen?
– Jeg har en ambition om at bygge et bureau, der skaber fantastisk og effektiv markedsføring på en mindre kompliceret måde, end det som regel fungerer i dag. Og det kommer nok til at minde mere om et konsulent-hus end et klassisk bureau. Men det behøver ikke være stort.
Og navnet PONG?
– Det kommer fra ping-pong. Det er sådan den kreative proces fungerer – uden et godt ping er der intet godt pong. Alt godt opstår jo i et tæt samarbejde mellem dygtige og søde mennesker, siger Mikkel Elung.