Kære arbejdsgiver – 25 procent af dine medarbejdere forventer at gå på nettet og købe legetøj til ungerne og smykker til fruen, mens de er på arbejde.
Den gode nyhed til arbejdsgiverne er så naturligvis, at 75 procent ikke regner med at bruge arbejdstiden på at shoppe gaver online.
Sådan lyder en af konklusionerne fra den årlige jule-måling fra produkt- og prissammenligningstjenesten PriceRunner.dk
Undersøgelsen viser desuden, at tre ud af fire kvinder forventer at købe deres julegaver allerede i november, samt at antallet af kvinder, der allerede er begyndt på deres juleindkøb, er betydeligt større end mænd.
Selv om mændene planlægger deres køb, forventer næste 48 procent alligevel at være sent ude.
Pricerunner.dk har også spurgt respondenterne, om de forventer at købe flere af gaverne på nettet i år i forhold til sidste år, og det er der lidt over en tredjedel, der gør.
Og så skal vi nok ikke sætte næsen op efter yderligere luksus i år, for ifølge undersøgelsen regner hele 85 procent af danskerne med at bruge det samme beløb på gaver som sidste år.
Pricerunner.dk har spurgt 1.250 onlinebrugere til brug for undersøgelsen, som er foretaget i perioden 13. oktober til 1. november.