En pige – en dildo – en hund – søerne. Det er kort fortalt hovedelementerne i Miljøstyrelsens godt et halvt år gamle tv-spot, der gør opmærksom på de særskilte regler for brugt el-affald. En kampagne som de fleste af os – godt 2/3 af befolkningen – kan nikke genkendende til, men også en kampagne der kræver kommunal opfølgning, hvis det skal få folk til at ændre deres adfærd.
Ifølge Kvistgaard Consult og deres endnu ikke offentliggjorte evaluering af Miljøstyrelsens kampagne kender 57 procent til de særlige regler for el-skrot. De i alt 305 adspurgte har heller ikke svært ved at huske tv-spottet, men det betyder til gengæld ikke, at de nødvendigvis afleverer affaldet, hvor de skal.

AT OPDRAGE FOLK
– Der er en forsinkelse på knap et år i forhold til at se, om flere har afleveret deres affald på genbrugsstationen. Så det er først i begyndelsen af år 2002, at vi reelt kan se, om kampagnen har haft en effekt. Men i vores øjne er 57 procent, der kender til de særskilte regler, altså rigtig mange – og især i første hug, mener cand.scient. Lotte W. Rahbek fra Miljøstyrelsens Erhvervsaffaldskontor og henviser til, at det er første gang, man gør opmærksom på reglerne.
– Det handler om at opdrage folk. For der er jo stadig mange, der ikke kender til de særlige regler for miljøfarligt affald. Ofte er det først, når skraldespanden er fuld, at folk begynder at ulejlige sig ned på genbrugsstationen og opdager, at der faktisk er flere forskellige containere, siger hun. Lotte W. Rahbek fortæller, at de gerne vil køre tv-spottet igen sidst på året som supplement til anden kommunikation om ordningen.
– Vores primære rolle er dog, at få kommunerne til at løfte opgaven videre. Vi har blandt andet sendt dem nogle CD-rom’er, så de kan gøre brug af vores ikoner. Og så har vi jo heller ikke penge til bare at køre kampagner hele tiden, så derfor må vi forlade os på, at kommunerne også sørger for at informere borgerne.
Kvistgaard Consult, der har udarbejdet evalueringen til Miljøstyrelsen, har ved hjælp af analyseinstituttet Megafon spurgt 305 personer på 18 år og derover om deres holdninger og adfærd med hensyn til brugt el-affald. Og ifølge konsulent Thomas Lyng viser undersøgelsen, at folk husker kampagnen, men ikke at de i højere grad afleverer deres brugte el-affald, hvor de skal. – Tallene viser, at kampagnen har lagret sig hos folk. Men derfra og til at slutte, at flere danskere afleverer deres brugte el-affald korrekt – det kan vi ikke, understreger Thomas Lyng.
Tallene viser nemlig ikke en direkte sammenhæng mellem “at have set spottet og at have afleveret el-affald på genbrugsstationen“, ligesom Miljøstyrelsen heller ikke har foretaget en førmåling.
– Men situationen kunne meget vel have været en ganske anden, hvis Miljøstyrelsen ikke havde valgt at bruge tv som virkemiddel. Specielt fordi de sjældent bruger tv-spot i deres kampagner. Men også fordi jeg fra min erfaring med andre kampagneevalueringer ved at effekten af tv generelt er betydelig, siger Thomas Lyng.